MIT NAVN ER SISYFOS…

I en stille stund….

2014-12-14 17.59.50

Det har hele tiden været hensigten, at jeg ville skrive et lille indlæg hver dag, og det har fungeret fint under opholdet før og under opholdet i Senegal. Hvis jeg altså må være så ydmyg at sige det. Det fik mig på daværende tidspunkt til at tænke, at det der med tid og overskud, det ville ikke blive noget problem. De kalkulationer og vurderinger jeg havde gjort mig under opholdet, om hvordan vi skulle stykke vores hverdag sammen, når vi kom hjem, synes, for mig at se, ganske rimlige! Men i disse beregninger kan jeg nu se, at jeg havde overset en meget betydelig faktor. Da vi boede på børnehjemmet i Senegal, var det med fuldpension. Maden blev lavet og serveret, sengene blev redte og værelserne rentgjordte. Derudover blev maden til Tristan ligeledes lavet, og hans tøj blev vasket og lagt sirligt frem,så vi blot skulle bevæge vores luksuslegemer hen for at hente det ca. 50 m fra vores værelse. Det der med babyer – piece of cake ærlig talt! Ja det skrev jeg, sgu!

Måske fungerer menneske hjernen således, at den gerne vil skabe en vis form for genkendelighed i det ukendte, der lurer forude. Eller det gør min i hver tilfælde, hvilket kan være forklaringen på gerne at ville planlægge og til dels kontrollere, hvordan vores lille families hverdag kunne se ud.  Men allerede i søndags fornemmelde jeg, at de omtalte beregninger på en eller anden måde ikke stemte med virkeligheden, og da det første chok havde lagt sig, begyndte et tåget klarsyn at forekomme. Hverdagen med små størrelser i huset er som Sisyfos på bjerget, og det kan jeg ligeså godt indse før som siden. Man når lige at tørre det sidste æblemos af kinden og pille de sidste kartofler op fra kavalergangen inden showet starter forfra blot med det lille twist, at det næste måltid indeholder andre ingredienser. Men pis vær´med det, for det vigtige er, at Tristan nu kan `spise` med ske. Eller det vil sige, at han hamrer skeen ned i bordet, før den rammer munden med 1/3 af maden tilbage PÅ skeen, hvilket så også betyder, at vi for tiden har for en fest herhjemme under dagens 5 måltider.

I morges prøvede jeg allernådigst at præsentere Tristan for havregrød med æble. DET passede under igen omstændigheder herren, som på nydelig vis viste sin foragt for dette måltid ved at vende hovedet og spytte en kaskade af grød ud gulv, stol og hvad der ellers lige stod i skudzonen. Så ku´jeg lære det! Så ja nu ved vi da det om vores søn. Langsomt, men forhåbentlig sikkert rykker vi nærmere og lærer hinanden at kende. Babysteps, men steps trods alt. Vi kan se, at verdenen langsomt åbner sig for Tristan, og nye indtryk bider sig fast. Igår var han eksempelvis meget optaget at tvét i stuen, hvilket betyder, at vi i fremtiden vist skal være mere opmærksomme på kanalvalg 🙂

2014-12-15 11.01.10

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *