some of the personal stuff…

I går var det 1 måned siden, at vi modtog opkaldet fra Danadopt, og i morgen er det 1 måned siden, at vi så vores søn for første gang! Altså på foto vel og mærke. For mig føles det, som om det er flere måneder siden, så det der med fornemmelse for tid, det er da røget helt i fløjten. Hjernen kan ikke rigtig følge med begivenhedernes gang og arbejder på højtryg for at skabe lidt orden i det kaos, som stadig hersker. For kaos ja det er der big time. At påstå andet ville være en løgn, for følelserne hænger da uden på tøjet, og jeg skal være ærlig og sige, at jeg også har ladet disse følelser løbe af sted med mig en gang eller to. Men det er sgu nok meget normalt? Eller måske er det ikke?

Det er så svært at skulle vurdere, hvad der er normal ( hvis der overhovedet er noget, som er det) adfærd hos et barn på de der 10 mdr, som tumlingen er. Jo jo vi kan jo sagtens læse i bøger og observere, men dertil skal der hele tiden tages i mente, at den tilknytning, som opstår mellem et biologisk barn og forældrene fra første færd, ja den er vi først i gang med at opbygge nu – 10 mdr efter hans fødsel.

Jeg har af samme årsag ikke tidligere skrevet ret meget om, hvordan Tristan tog imod og stadig tager imod os og omvendt. Eller hvordan tilknytningsprocessen skrider frem, da dette bedre kan ses i retroperspektiv. En ting er jeg dog sikker på, og det er, at der virkelig er sket meget på den front. I de første dage, blev vi i den grad set an, og tumlingen var på ingen måde opsøgende eller opmærksomheds lysten – i hver tilfælde ikke overfor de to fremmede, som pludselig invaderede hans liv. Det er vel i virkeligeheden forståeligt nok. I skrivende stund smelter mit moderhjerte, når jeg nu kan mærke, at han opsøger os både med øjnene og ret fysik ved at kravle hen og række armene op. Derudover har han også fundet ud af, at hvis man vil opnå noget, ja så kan gråd være et middel. Ok ærlig talt så kan det være pisseirriterende, men samtidig et eller andet sted positivt, da det var absolut heller ikke noget, vi oplevede under opholdet i Senegal. Måske hænger det sammen med, at gråd ikke har været en gunstig måde at opnå noget i de første måneder i hans liv. Men det kan vi jo kun gisne om.

For 10 dage siden, ville jeg nok også have skrevet, at han sov igennem HELE natten. Det kan jeg så nu sige,at der i den grad er undtagelser. Da tumlingen eksempelvis havde sovet de første 5 timer i nat, besluttede han, at der skulle være fest i gaden – åbenbart, Ikke at han var ked af det.Tværdigimod. Der skulle både hoppes, pludre og tumles rundt. Den slags fester mener herren, at det er han da i sin gode ret til, da det ikke er første og nok heller ikke sidste gang, at vi har den slags natteroderi. Heldigvis kunne den trætte moder kl. 02.30 læse på nettet, at det vist et eller andet sted er normalt – igen hvis der er noget, som er det.

Nå men summarum er, at vi er på rette vej. Eller det tror og håber vi da. Ja det er baby steps, men det er steps 🙂

2014-12-21 10.28.342014-12-21 10.28.35

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

1 Comment