A reunion….

2015-01-21 16.24.26

I går, onsdag, fik lille T og undertegnede et ganske særligt besøg, da lille Alvin og hans mor kiggede forbi. At skrive at begge drenge er adopteret er nok lidt irrelevant, idet deres lækre farve står lidt i modsætning til mødrenes lidt mere blegnede teint. Det interessante er derimod, at i flere måneder har de to drenge været en del af hinandens hverdag i mere eller mindre omfang, idet begge de to chokoladefarvede ynglinge indtil for nyligt har haft deres ´gang´ på børnehjemmet i Dakar. Ja ok det er nok mest Alvin, som har haft sin gang. Lille T har jo nok mest gjort gangene usikre ved hjælp af ´slæbe-mås-metoden´. Det der med gang, det arbejdes der stadig kraftigt på, og det skal nok lykkedes ham at tage de første skridt inden længe, skriver den stolte moder, der I forbindelse samtidig griber sig selv i at have et rædselslagende blik i øjnene, men det er en helt anden historie. Tilbage til gårsdagens visit. Om de to drenge rent faktisk kunne genkende hinanden, det kan der kun gisnes om, men én ting er sikkert. Tristan brugte den første 1/2 times tid på at være fuldstændigt paralyseret. Der blev i den grad stirret i gennem på en måde, som kun børn og meget forelskede mandfolk kan tillade sig. Måske var det genkendelighedens lys, der skinnede, eller måske var det forundringen over, at (gen)se et menneske, som ikke har den typiske nordiske nærmest transparente hud´farve´. Jeg ville gerne tro, at det var gensynet, der forsagede hans tilstand, da på en eller anden måde ville være så romantisk og idyllisk, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg nok mest på det sidste. Tristan er endnu ikke bevidst om, at et spejlbillede ikke er et andet menneske, der tilfældigvis gør de samme bevægelser, som ham selv. Det får mig dernæst til den konklusion, han sgu nok heller ikke er helt med på, at han selv har samme lækre farve, han var så fascineret af hos Alvin.

På det personlige plan vil jeg sige, at det var en stor oplevelse at se de to drenge lege. Eller ja altså parallel-lege og stjæle hinandens legetøj. Men det i sig selv er måske legen. Det var på en eller anden måde nostalgisk. Dette til trods for, at de begge kun har været i landet i lidt over en måned. Men nostalgi er vel også bare defineret som noget forganget uanset tidshorisonten.

I morgen er der dømt den store familietur. Jep vi gentager succes en i svømmehallen. Eller der håber vi da på. Denne gang med faderens tilstedeværelse. Tristan vil igen være iført en meget yndig orange og gul-blomstrede badeble, idet en mere maskulin udgave ikke er blevet fundet endnu. For at aflede den badeble-snak, som jeg 100 pct ved, at jeg efterfølgende skal have med min bedre halvdel, overvejede jeg i en kort stund et lade være et barbere ben og køre den lidt mere noble 70´er inspirerede stil, da dette helt sikkert kunne overskygge Theis´ holdning til badebleen. Meeen den der fandens forfængelighed, den der fandens forfængelighed….

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *