I´m back…

jack

Da jeg besluttede mig for at starte denne blog, var det med det for øje, at den skulle være en slags dagbog over Tristans første leveår samt være en måde for interesserede at få indblik samt følge en families adoptions-rejse. Det gav derfor god mening, at det sidste indlæg netop omhandlede den lille herres 1 år fødselsdag – en god afrunding mente jeg på daværende tidspunkt.

Men ja så vil jeg nu til min egen overraskelse indrømme blankt, at jeg åbenbart har en retorisk veludviklet ekshibitionist side og en trang til at eksponere mig selv om mine verbalt. Dette stadig inden for diverse etiske grænser vel om mærke, hvis sådanne altså stadig findes, men det er jo en helt anden diskussion. Dette har resulteret i, at jeg i de sidste par mdr. har fået mine lyster styrret bl.a. ved at baby-spame Facebook -sorry!  Jeg har derfor gennem de sidste par dage gået og tumlet med mig selv omkring spørgsmålet om hvorvidt, denne trang skulle efterleves i form af længere og mere uddybende skriverier end de gense statusopdateringer på F.B.  For ok lets face it; Det er sgu mit behov, som ikke helt forsvares med, at det udelukkende er for Tristans skyld og med henblik på at han på et senere tidspunkt har mulighed for at få indblik i sin egen historie. I så fald kunne jeg jo bare have bevæget min popo ned i fotohandleren, fået printet billeder ud, skrevet små noter til hver billede og sirligt hele herligheden ind i et dertil købt fotoalbum. Men man skal også kende sine begrænsninger, og omend jeg gerne ville være en af de overskudsmødre, for hvem det lykkes at få nedskrevet og dokumenteret alt i barnets bog, for hvem det lykkedes at få lavet de fysiske fotoalbums med den ene hånd, mens de samtidig slår en speltdej med den anden, så ved jeg bare, at det kommer ikke til at ske. Med den erkendelse, synes jeg derfor, at det godt kan forsvares, at genoptage denne lille dagbog. Specielt når man er så skide stolt af sin søn! Så hvis man som mig er lidt til navlepilleri og ´dyne-løfteri´ så kan man jo læse med, skimme det igennem eller os´ ja helt lade være.

2015-02-09 12.23.47

Jeg vil så nu i meget korte træk forsøge at opridse signifikante begivenheder fra de sidste 3 mdr.

– indlæggelse på Hvidovre børneafdeling med astmatisk bronkitis, hvilket resulterede i, at jeg efterfølgende 3 gange dagligt følte, at jeg i den grad begik overgreb på mit barn, da han skule have en (helvedes)iltmaske.

– første pasning alene af mormor. Det gik så fint, men indrømmer blankt, at mor her vræd mine hænder røde i 3 timer

– mors og fars første voksen-alene-date

– Første tur med mor og far til sommerresidenssen

– Fået to nye små veninder i henholdsvis februar og marts

– utallige svømmehalsture med stadig vild entusiasme (i hvert tilfælde fra lil`T)

– festet igennem til kl. 21 til farbror og tantes bryllup

– fået 8 1/2 tand

– kan spise selv med fingre, gaffel eller ske

– kan selv råbe på MAD med fynsk accent – altså MA

– siger MO, hvilket jo helt bestemt må betyde MOR!

– begyndt at grine og ikke kun smile til verden

– fået en del mere temperament

– opdaget en særlig interesse for bolde

– fået plads i vuggestue til juli

– SIDST MEN IKKE MINDST –  SÅ KAN TRISTAN GÅ!

Alle begivenheder fortjener egentlig en mere uddybende kommentar, hvilket de måske får hen ad vejen. Lige nu føler jeg, at jeg derudover kan skrive stolpe op og stolpe ned om de følelser, der  i den grad også har været på spil og skal håndteres eller måske ja nærmere tæmmes hos undertegnede. Der sker sgu en hel del når nyhedsadrenalinen og den euforiserende Lykkensros dæmpes en smule, barsleskulleren indtræder, og en mere almindelig hverdag skal bygges op i familien Det vil jeg dig fri jer for i denne omgang med en samtidig advarsel om, at det nok skal snige sig ind senere.

20150408_115337

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *