….og derfor skal man (ikke) blive lærer!

10487234_10152333155114024_8205556868712795464_n

Nu kunne man godt foranledes til at tro, at jeg nu ville komme en god gang brok om lærerlivet, reform, arbejdstider, løn m.m, men det er nu ikke tilfældet! Ikke fordi jeg er for fin til at indrømme, at der da nogengange godt kan ryge en enkelt finke eller to af fadet, når jeg er i det der hjørne eller har en af de der dage – bevar´s,  men i denne omgang bliver finkerne altså pænt liggende. Istedet vil jeg komme med lidt tanker om, hvorfor det at arbejde som lærer ikke er for sarte sjæle – på den gode måde.

I onsdags var Tristan og jeg inde på mit arbejde. Det i sig selv er der ikke noget odiøst i. Det har vi været før. Men i onsdags var jeg sgu nervøs. Jeg havde i hvert til fælde den der lidt kildrende tunge følelse i maven. Jeg tror dog, at jeg senere identificerende den som værende en mere sorgmodig følelse. Jeg skulle ind til de unger, jeg i 6 år har omtalt som MINE, og sige at når jeg starter arbejde igen efter sommerferien, så står den altså for mit vedkommende på en del pudsen næse, binde sko og mægle i diverse farveblynts- konfikter. 1 klasse kalder!

Jeg var egentligt afklaret med det, synes jeg, men da jeg stod der med mit allerbedste pokerfjæs og Tristan på armen. Han kunne aflede mig lidt, ja så slog det mig, at de her unger, har jeg haft i min hverdag i 6 år. 6 år! Det må siges at være længere end så mange andre af livets forhold varer. Og så slog det mig dernæst at ligeså godt, som jeg mener at kende dem. Lige så godt kender de sgu nok mig.

Og så er vi fremme til sagens kernehistorie:

Da den klasse  var nogle små pus 1. kl. med snottede næser,  velcro på skoene og bamser under armene,  indgik der i et undervisningsforløb en snak omkring det at blive ked af det.  At blive såret. Snakken udsprang udfra et billede af et ridset hjerte. Her var billedsrpoget, at hver gang et menneske bliver ked, så kommer der en lille ridse i hjertet. Nogen mennesker har mange, nogen har dybe og andre har få ridser, men alle har dem. Jeg fortalte i den forbindelse klassen, at jeg bl.a havde en ridse fra min fars død.

Nogle år efter skete der en forfærdelig ulykke. En af årgangens piger blev  forfærdeligvis dræbt i en bilulykke en fredag på vej hjem fra skole. Som en del af de snakke vi efterfølgende havde i klassen, brugte vi igen billedet på det ridsede hjerte. En af drengene rakte hånden op, og sagde gravalvorligt til mig; ` jamen Helle, så har du allerede to ridser!`´Du har jo 1 fra din far og 1 fra nu. Jeg kan huske, at jeg tænkte; det var lige´godt pokkers, at han huskede det.

Og så er vi fremme ved kernehistoriens pointe;

Den angstprovokerende følelse det faktisk er at tænke på, den påvirkning vi har på ungerne – og vice versa. Det vi siger som lærere, det vi gør, det vi ikke gør, der ungerne hører, det de overhører, hvor meget af det sidder egentlig fast i den moverende tåge, vi kalder hukommelsen?  Hvor mange ridser er vi med til at udglatte… og allermest skræmmende; er vi også  med til at ridse hjerter?

Hvis nogen spørger mig, hvorfor man skal blive lærer, vil jeg fortælle dem denne historie. Hvis nogen spørger mig hvorfor, man ikke skal blive lærer, om det er svært eller skræmmende, vil jeg fortælle dem selv samme historie.

(Som man nok kan læse, så kan jeg godt gå hen og blive liiidt sentimetal til tider, OG det der med farvel´ler og forandringer, det er ikke lige min stærkeste side!)

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *