Adoption, hvad er det?

2015-05-24 11.08.05-2

I lørdags havde Tristan og jeg trodset vejr og vind, og bevæget os ud i det danske maj forårsvejr. Til alt held var vores udgang lige præcist – og helt tilfældigt- sammenfaldende med de 30 min. sol, der viste sig på himlen over Vanløse. Afsted med os! Ned på den fortrukne legeplads, som  – og igen helt tilfældigt- ligger et hop og en spytklat fra matriklen.

Jeg synes faktisk, at det altid er spændende til tiltræde pladsen. Hvem møder man? Er det snakke-mødre, legefædre eller er det måske en af dem, som holder sig for sig selv. En person som ikke helt virker så imødekommende- ja  nærmest fraværende, når jeg stiller mig ved siden af og begynder at konversere. Det skal hertil siges, at jeg ALDRIG før i tiden har stillet mig i andres privatsfære og bare startet en samtale, der meget vel kunne indeholde gloser om div. kropsudgydelser og væsker. Ok ok måske i bedugget tilstand,men det tæller jo ikke rigtigt! Det er åbenbart en trang, der kommer med forældrerollen… og hvis andre ikke har det sådan, så bare glem ovenstående tekst (and the cheese stands alone!)

Nå men denne dag, ville det være synd at sige,at pladsen var overrendt! Faktisk var det kun mig og T, en enkelt anden mor med en yndig lille pige samt to piger, der efter mit skøn nok var omkring 7-8 år.

Det fede ved børn er, at de er så umiddelbare og navnet, EMMA GAD for dem ligeså godt kunne være hende, som laver de der småkager med chokoladekringlerne. Derfor var de to piger ikke diskrete i deres observationer af Tristans og undertegnedes færden. Da de havde stået lidt og luret på det, nok for dem umage par bestående af to mennesker med hudfarver, de ikke helt kunne få til at passe sammen, kunne de ikke dy sig længere – og hvorfor skulle de dog også det. ´Er det din dreng?´spurgte de interesserede. Hvilket jeg stolt kunne bekræfte! Jeg kunne samtidig se, at deres hjerner arbejdede på højtryg for at få brikkerne til at passe. ´Jamen hvorfor er han så SÅ brun? `Du er jo ikke brun`.  Et uindpakket og spørgsmål, som kun børn kan stille det, og samtidig temmelig relevant. Jeg forklarede dem, at Tristan var adopteret. Dette velvidenden at ordet adoption, nok ikke fik begrebsklokkerne til at ringe. Derfor fortalte jeg selvfølgelig, at vi havde været nede i Senegal for at hente Tristan osv, og at han nu er vores søn. Det affødte så, at pigerne – ganske uvidende derom, stillede hvad må være et af de store etiske spørgsmål i forhold til adoption;´Jamen blev hans mor ik´ked af, at I tog ham med?´ Det talte vi lidt om, hvorefter konstateringen fra pigerne var; Så nu har han to mo ´are (mødre). Og ja det har han!

Efterfølgende har jeg tænkt, at netop det spørgsmål blandt mange andre vil være noget, både Tristan og vi kommer til at blive konfronteret med i fremtiden, hvilket jo er ganske fint og helt naturligt. Vi vil meget gerne tale om adoption – heraf også denne blog:-) Desværre er der samtidig noget, vi ikke kan vide eller finde svar på.

Jeg håber bare, at kunne give min søn den ballast, at han også selv vil kunne svare helt naturligt; jamen jeg har to mødre – en i Senegal og en i Danmark.

2015-05-23 17.49.34

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

2 Comments

  • SVAR

    Du har en beundringsværdig tålmodighed søde, jeg tror ikke jeg havde udholdt den ventetid og den slutning – måske havde baby Einstein vist sig lidt tidligere i mit TV…

  • SVAR

    HAHAHA… det er heller ikke første gang, det har indfundet sig på vores tv, skal lige tilføjes 🙂