Stik mig en stiv vodka eller en lige højre. Bare noget, der kan få mig til at gå i gulvet!

Vi har sgu gået og tumlet med planer om at forlade landet ! I hvert tilfælde for en lille stund af en uge tid plus, minus. Bare lige en smut over sundet til det svenske.  Vi havde ellers nærmest aftalt, at rejseplaner måtte udskydes til T. var endeligt adopteret. Hvis man nu sidder med en lille fure i panden og tænker, jamen har I da ikke adopteret ham?  Så er svaret rent faktisk og desværre – nej.

Det forholder sig nemlig således med adoptioner fra Senegal og et par enkelte andre afgiverlande rundt om i verden, at barnet ikke kan adopteres endeligt, før der er gået minimum et år fra adoptionsbevillingen er udstedt og underskrevet. Det betyder rent praktisk, at Tristan ikke er dansk statsborger endnu, men blot har opholdstilladelse og har co. adresse hos os. Han får således i en alder af snart 1,5 år allerede sin egen post fra det offentlige, tandlæger osv. Det har givet os en vis palaver i forhold til diverse registreringer, opskrivninger til vuggestuer m.m. Jeg har skrevet lidt om det før her, hvis man skulle lyste at læse lidt om behjælpelige medarbejdere i et dansk system, som, efter min ydmyg mening, ikke helt er gearet til denne form for adoptioner.

Nå men det til trods er vi alligevel blevet lune på at rejse i sommerferien, hvilket betyder, at Tristan skal have en tilbagerejse tilladelse, for at kunne komme ind i DK igen, når vi vender snuden hjem a´. Umiddelbart synes det jo lige til. Ind på udlændinge -styrelsen, få et stempel og så skulle den ged være barberet. Vi tog frejdigt og intet anende videre udvikling af sted.

Kald mig bare naiv, men min overraskelse  var sgu alligevel stor, da jeg slog døren op til det lokale, der fungerer som KBHs udlændinge-styrelse. Det var lidt som at træde ind i en ventehal i lufthavnen, hvor meldingen lige har været, at flyet er forsinket i 12 timer. Luft var tyk af frustrationer.  Ventetiden bare til informationskranken var på det tidspunkt 30 min. Herefter var ventetiden til de forskellige instanser 45  min. Det kræver sit overskud, opfindsomhed,  og et antal af dybe indåndinger, skal jeg hilse at sige, men alt taget i betragtning, så gik både vente tid, bleskift og indtagelse af frokost faktisk ok. Fedt ville det være at historien slutter her, med at vi returnerede ud i forårsvejet. Sådan skulle det nu ikke gå. Life is just not that easy – i hvert tilfælde ikke altid 🙂 Da vi omsider indfandt os ved den rigtige skanke, blev vi informeret om, at ansøgning pr. d. 1. skulle være indsendt elektronisk før fremmøde! Så bliver man bare træt, træt, træt! Jeg lod en under omstændigheder, høflig bemærkning falde om, at de måske så skulle opdatere deres hjemmeside, og så traskede vi ellers afsted igen.

Om det skyldes manglende legetid, forskudt frokost, minimum af middagslur, nye bisser eller måske bare en kombination af det hele vides ikke, men Lil´T var sur på verden! Og det blev han ved med at være! Alt blev forsøgt for at milde det forholdsvis iltre temperament, han har tillagt sig, men lige meget hjalp det.  Mor var en lort, og blev derfor følgeligt skudsmål for rosiner, vand og kartofler alt imens skrig, af den slags det går lige ind og igangsætter hovedpinen, flængede luften i 3 -4 stive timer. Jeg talte til 10 mange mange mange  gange!  De 4 år på seminaret var hat og briller værd. Til sidst kastede jeg håndklædet i ringen, åd min pædagogiske stolthed og lod dukkerne fra BABY EINSTIEN udrette, hvad jeg ikke magtede!

2015-06-01 18.19.13

Tilbage sidder jeg og drømmer om at skænke mig en gigantisk vodka on the rocks, der kan få mig til at gå i gulvet og bare sove. Tror dog jeg udskyder fornøjelsen, da jeg jo lige have udfylde det der elektroniske skema, hvilket nok gøre bedst i sober tilstand… og så igen måske ikke…

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

2 Comments