Blodets bånd…Some of the personal stuff part 2!

Da jeg var ung, lad os bare sige for 10 år siden plus, minus, foreslog min daværende kæreste, at vi skulle blande blod, for, som han sagde, så vil du altid være en del af mig – og jeg en del af dig. Vi vil være i hinandens åre og derfor jo også i hjerterne. Det lyder måske umiddelbart lidt makabert med et strejf af klamhed over sig, for slet ikke at tale om hele hygiejne- og sygdomsspørgsmålet, men jeg mindes, at jeg den gang tænkte, at DET her var det sygeste shit og det mest romantiske, jeg havde hørt!. Så selvfølgelig skulle vi da det. Vi skulle være knyttet sammen med blodets bånd! For fa´n vi skulle jo alligevel være sammen resten af livet….

I dag har jeg ingen kontakt til min ex- kæreste. Jeg aner ikke hvem han er, hvor han arbejder, kender ikke hans familie og hvis vi mødtes på gaden, tvivler jeg på, at vi ville hilse på hinanden. 

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne blods blanding med en ven eller kæreste med det blodsbånd, der er mellem forældre og et barn, men hvad betyder dette blodets bånd egentligt? I forbindelse med adoptionensprocessen talte Theis og jeg meget hele det biologiske spørgsmål ved at blive forældre. Om det her med at videregive gener og netop være forbundet med blodsbånd. Hvilken betydning har det for forældreskabet? Hvilken betydning vil biologien få i forhold til tilknytning mellem vores barn og os? Har det overhovedet betydning? Jeg kan selvfølgelig ikke generalisere alle adoptanter, men jeg vil alligevel vove den påstand, at netop disse spørgsmål eller bekymringer udgør en vis fællesnævner i de overvejelser, man gør sig.

I Tristans årer er der hverken spor af mit eller af Theis´ blod. Så den tilknytning, som skal ske mellem os, skal altså vokse på baggrund af andet end biologien. Da jeg stod med Tristan i mine arme for første gang ,og mine tanker omsider kunne bane sig vej gennem alle de følelser, der gennemstrømmede kroppen, var en af de første tanker; FUCK hvordan bliver jeg hans mor. Hvordan finder HAN ud af det? Det var en skræmmende tanke og for at være ærlig, så er det det stadig. Heldigvis er vi mennesker kodet til at tilknytte os, omend det sker i forskellige tempi afhængigt af det væsen, historie og ballast, vi hver især bærer rundt på.  For vores vedkommende skete den tilknytning ikke som det trylleslag, man måske romantisk kunne drømme om, men det er helt helt fint,m så længe vi bare føler, at vi bevæger os på den rette vej. Hvordan ved man så, om man overhovedet gør det? Her kan jeg kun tale ud fra vores lille verden og sige, at vi tror på følelsen OG på de små tegn. Det er os, Tristan ser på, når han er usikker. Det er os han kommer hen til, hvis han er ked af det. Det os os, der lige skal godkende, om det er sikkert, at hoppe i favnen på ´fremmede´ osv.  Sidst men ikke mindst så er det os, han viser sit til tider iltre temperament og skejer ud over for. Det har ikke været en vej uden en vis mængde af frustrationer og usikkerhed, men måske er disse følelser ikke kun betinget af blodets manglende bånd. Det er måske universelle forældre bekymringer…  hvad ved jeg

Jeg tror, det vil være blåøjet at tro, at blodets bånd ikke har betydning. For der vil da komme den dag, hvor biologien går op for Tristan, og vi netop skal tale om biologiske forældre, adoption osv.  Det er ikke noget jeg frygter, men samtidig skræmmer det mig pardolksalt nok af h…… til.  Og så er vi igen tilbage ved spørgmålet om blodets bånd og betydningen af dette. Er blodets bånd ukrænkelig? Ja når det kommer til ´blodbrødre´,er det åbenbart ikke så stærkt, som en forelsket teenager dengang kunne ønske sig. Når det kommer til båndet mellem mor-barn, må jeg være svar skyldig. Jeg kan kun håbe på, at det bånd vi knytter skabes af noget, som er stærkere end det blod, der løber i vores årer.

2015-05-28 16.52.35-1

Some of the personal stuff part 1 kan læses her, hvis man lyster!

Go’ søndag 😀😀

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *