Lidt om den evindelige creme-diskussion, og hvem der har ansvaret for min mand.

2012-04-03 15.14.44

Gennem tiden har der i vores lille hverdag været en tilbagevendenden diskussion omhandlende solcreme, soldyrkelse og en skoldet skid – forklaring på skiden følger. Det kunne umiddelbart virke som en meget harmløs snak, der umuligt kan få bølgerne til at nå tårnhøje højder, og det ja det jo fordi dørene smækkes og karmene ryster, når emnet falder på soldyrkelse.  Emnet er nok nærmere gået hen og blevet, hvad jeg vil kalde, et sigende og visuelt billede på spørgsmålet; hvem har ansvaret for hvem i et forhold?

Ovennævnte diskussion tager sig første spæde udspring for ca 5 år siden, da Theis og undertegnede befandt os i Miami. Det var møghammerende varmt, solen stod meget lavt på himlen, og det hele var skæppe skønt! Af erfaring ved jeg, at Theis ikke er den store stranddyrker, og vi havde derfor planlagt en cykeltur. Jeg nærmest kommenderede, at han skulle smøre sig med solfaktor, hvilket han da også lidt modvilligt gjorde under protester og udbrud om, at det var noget helvedes fedtet stads! Theis bebudede derimod, at vi ikke skulle cykle i den stærkeste sol, da han, ifølge ham selv, har en meget sart og fint følende hud.  Vi kom på cyklerne kl. 12, men da jeg havde smurt med mig med faktor 50 og var af den overbevisning, at Theis selvfølgelig havde gjort det samme, så kunne en lille tur i den stærke sol på himlen over Florida, vel ikke skade – var min tanke. Virkeligheden skulle vise sig at være en anden! Theis blev så skoldet på sine meget sarte og fint følende ben, at de nærmest lyste violet på låret og rødt på skinnebenene, da vi et par timer efter afgang igen befandt os i vores lejlighed.  Efterfølgende kunne han ikke andet end at sidde på altanen iført lidt selv-ynk, en bajer, fugtige klude og et tykt lag aloe vera. Jeg var undrende! Faktor 50! Vi diskuterede fænomenet, og det viste sig, at manden kun havde smurt sine underben, med den forklaring, at shortsene jo dækkede resten. Fejlkalkulering heri ligger i, at ved pedaltrædning glider shortsene op. Stadig var jeg dog undrene overfor den knaldrøde farve, som beklædte hans underben. Klogere blev jeg dog, da det gik op for mig, at den creme Theis havde benyttet, kun havde den faktor 10. Som kvinde er man undrende! Hvorfor dog tage så lav en faktor-creme? Den er jo til sidst på ferien, når ens blege nordiske krop har fået bare en snært af farve! Men som Theis sagde. Den stod jo forrest! DU havde sat den foran de andre, så troede jeg jo, at det var den, jeg skulle bruge. Det er sgu´da logisk! Summen af cremevalget og cykeltidspunktet blev,  Theis mente – og stadig mener, at undertegnede var den direkte årsag til den ulyksaligehed, han befandt sig i. Jeg var – og er stadig ikke enig!

Af skade bliver man klog, skulle man mene, men det forholder sig åbenbart ikke, når det kommer til mænds forhold til solcreme (en modig generalisering som jeg trækker tilbage, når andet er bevist) for sørme om ikke Theis meget sarte og fint følelende krop blev reje-rød året efter under den arabiske sol, og han derfor kun kunne gå i løse hør-bukser i et par dage.

Og sørme om ik´også det viste sig at den Thailandske sol var ubarmhjertig. Efter ca. 20 minutter boblede huden nærmest, og igen måtte aloe vera, de våde klude, selv-ynken og bajerne frem, alt i mens vi så kunne se frem til en tidlig aften på altanen. Denne gang var forklaringen ikke, at Theis havde taget den solcreme, som stod forrest. Næ denne gang var taktikken blot at tage en tilfældig fra bordet. Igen undres man som kvinde! Også efter denne hændelse var der oplæg til debat omkring skyldspørgsmålet! Gemalen mente – og mener stadig hårdnakket, at man ikke skal stille solcreme frem, der ikke skal bruges, og det derfor igen er den kvindelige del af selskabet, der bærer skylden. Jeg var – og er stadig ikke enig!

Hvorfor så alt den cremesnak nu. Det er jo gamle anekdoter. Ja det kan man mene, men sørme om ikke den sprøde krop igen var udsat for et UV- overgreb af rang så sent som i weekenden, da Theis her vælger slet ikke at bruge solcreme, da det han åbenbart har lært af sine erfaringer er, at solcreme ikke hjælper. Igen undres man som kvinde over dette ræsonnement!

Som så mange ting her i verden er der to sider af en virkelighed, hvilket nok betyder, at creme-diskussionen vil forsætte i vores lille hjem. Hvem er den skyldige? Hvem bærer dette lastelige ansvar for, at min nærmest ariske mand ikke skal rende rundt som en skoldet skid, hver gang vi bare nærmere os ækvator, og intensiteten overstiger 6 på UV indekset? Vi bliver aldrig enige, og det er sgu egentlig fint nok.

Vi er trods alt enige om, at vi  deler ansvaret for Tristans ve og vel. Hvem der tager ansvaret for min mand, det er et helt andet spørgsmål og diskussion.

Dette indlæg er skrevet med alt den kærlighed jeg har til min mand… og hans sarte og fint følende krop.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *