En lille livsnyder….

2015-06-23 17.34.58

Jeg har en svigerfamilie, som rigtig godt kan lide mad. At lave mad, at spise mad, at få serveret mad og at se andre lave mad. Det er helt fantastisk, og ikke få gange er mine ellers lidt leverpostejvante smagsløg blevet udfordret – på den gode måde. Altså lige undtagelse af en enkelt smutter bestående af noget umiskendeligt fisk indsvøbt i sesam og andet godt. Noget af det allerbedste er, at jeg nu også har fået en søn, som i den grad er glad for mad! Nej jeg omformulerer EEELSKER mad! Nogengange til det punkt, hvor jeg er lige ved at mene, at det har taget lidt overhånd. Mest når madglæden forvandles til utålmodige frustrationsskrig, hyl og kast med div. genstande over morerens åbenbart alt for langsomme færdigheder i køkkenet.

Hvor om alting er så havde Theis i går været en flottenhejmer og inviteret på aftensmad i de vante omgivelser på restaurant FIAT. En perfekt måde at fejre Sankt Hans, vil jeg mene, når man nu har en lille mand – og her menes Tristan- der højest sandsynligt ville snork boble sig i gennem de ellers hyggelige bålfestivitas.

Vi har før vovet os ud på diverse cafeer i det københavnske og indtaget flydende væsker eller små måltider, men dette skulle være første gang, vi skulle indtage et lidt større måltid og første gang om aftenen. Jeg var derfor lidt spændt på, hvordan det ville gå. Dette nok mest af hensyn til andre sagesløse gæster, der også havde planer om at frekventere FIAT med henblik på et tidligt stille og roligt Sankt Hans måltid. Jeg tror egentlig ikke at Tristan er specielt mere skrigende eller larmende end andre små børn, og er egentlig også grundlæggende af den mening, at der skal være plads til alle, voksne, børn, babyer og andet godt folk, men samtidig under hensyn til tid og sted. FIAT, vil jeg mene, ligger lige på grænsen. Men samtidig også det perfekte sted at prøve-dinere, da det jo er gemalens arbejde, og vi derfor måske nemmere kunne glide med en doggy-bag under armen, hvis festlighederne ved vores bord nåede upassende højder.

2015-06-23 17.33.22

Det blev dog på ingen måde nødvendig, for det lille madøre var nærmest i ekstase over måltidet! Måske var det smagen, måske var det tempoet på servingen eller måske stemningen, som havde den effekt at Tristans mund flere gange under måltidet, blev spidset til hønserøv alt i mens lyden,UUHUUH, blev akkompagneret med henrykt klap i hænderne!

Nu er jomfruturen på aftenrestaurant taget, og vi er klar til afprøve de diverse svenske spisesteder i næste uge. For vi er da af den forvisning, at det selvfølgelig kommer til at gå ligeså smooth som gårsdagens middagsoplevelse 😉

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

1 Comment