ændring i flytteplaner…Vi rykker til Senegal, sgu!

2015-07-15 08.23.28

Ja jeg har sådan set ombestemt mig med hensyn til, hvor jeg mener, vores familie skal slå vore rødder! I aften overvejer jeg derfor stærkt mulighederne for at emigre til Senegal, Kenya, eller et andet land, hvor jeg har set, at man kan spænde sit barn på ryggen, gå ud i marken, finde en roe eller et løg, slagte en høne, koge en uforståelig stor mængde suppe ud af næsten ingenting og servere den til familien. Simpelthen skippe alle materielle goder, igen spænde sit barn på ryggen og leve af kærlighed og kildevand. Eller ja kildevand er måske så meget at forlange på det afrikanske kontinent, but you get the picture!

Hvorfor så pludseligt disse ´back to nature´ tanker midt i det flytte- og byggerod, som ellers så nydeligt pryder vores tilværelse lige p.t? Jo såmænd fordi dagen i morgen presser sig på og kan ikke længere begraves i det hul af fortrængning, hvor jeg ellers så bekvemt placeret datoen d. 20. juli eller rettere den dato, hvor Tristan har første dag i vuggestuen.

Som det nok fremgår, er det ikke en tanke eller en kendsgerning, som jeg finder særligt tiltrækkende, hvoraf disse emigrationstanker er opstået.  Lige virker ideen om at bære mit barn på ryggen, lige indtil han han selv kan nå jorden med fødderne derfra, derfor yderst tillokkende! Rædselstankerne huserer!  Hvad nu hvis han slår sig? Hvad nu hvis han græder og ikke bliver taget op? Hvad nu hvis han bliver utryg? Hvad nu hvis han ikke får mad nok derned? Hvad nu hvis… Ja ideen om det der rygspænderi er måske ikke helt hen i vejret. Det eneste problem jeg lige pt. kan se ved den ide er, at Tristan sgu´det gider sidde spændt fast nogen steder. I forvejen er det at være spændt fast i klapvognen ikke ligefrem den herres kop te. Ok måske kan der opstå lidt rygskavanker, når han når teenage- årene og ikke længere blot er en sværvægter på 12 kg, men den sorg til den tid, tænker jeg.

Om det et barnets behov at få anden stimuli, end den vi kan tilbyde, eller om det er samfundets stuktur, der bebuder, at vi betror vores guld i andres saglige hænder, er jo et diskussionsspørgsmål, men lige nu er MIT behov at holde ham herhjemme. Bum!

Behøver jeg at nævne, at det er Theis, der skal køre Tristan ind. Imens vil jeg så forsøge ikke at bide mine negle længere ned og aflede min opmærksomhed med male-og renovationsprojekter i lejligheden kombineret med lidt udflugter til det eksotiske sydøstlige Sjælland og hjemstavnen, Køge

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

1 Comment