I’m too cool, my mom’s not!

20150724_111421

Farvel mor! Vink vink! Hej Hej. Sådan er jeg lige blevet sendt afsted fra vuggeren af Tristan og en pædagog! Jeg havde ellers lidt forsigtigt foreslået, at jeg da bare kunne sidde inde i personalerummet til klokken blev 10.45, som er det klokke slet, hvor jeg må indfinde mig  på stuen. I know,  pylre pylre pylre! “Nej nej” var svaret. “Du skal gå. Vi ringer, hvis der er noget.” Så står man der udenfor porten og aner ikke, hvor man skal gøre af sig selv.

Det er Tristans første dag alene i vuggestuen. De andre dage har Theis været inde i personalerummet i lidt tid af gangen, for på den måde at vænne Tristan til at være alene og tryg på stuen. Det er gået super godt! Der har været gråd og tårer, men også leg og søgen efter pædagogerne. Alt i alt helt normal indkøringsproces, siger de, som ved bedst!

Som jeg skrev i dette foregående indlæg, er det Theis, som primært står for indkøring, men det har hele tiden været planlagt, at jeg skulle aflevere i dag, da faderen var til et  testosteron belagt grillarrangement af den noget våde slags i aftes. Skæbnen ville, at det så også skulle være i dag, at forælderen skulle forlade vuggeren. Da dette gik op for mig, og ideen om mit ophold i personalestuen ikke faldt i den jord, jeg havde håbet på, overvejede jeg, hvad jeg så skulle bruge de efterfølgende par timer til. Ærligt havde jeg mest lyst til at snige mig omkring ude på vejen sim en tyv om natten og på bedste stalker vis lure ind af vinduerne. Både af nysgerrighed og for at kunne løbe ind, hvis nu jeg hørte T’s noget skingre gråd. Men det ville i den grad underminere fagligheden hos de ellers meget dygtige pædagoger. Personligt ville jeg blive mere en en anelse Irriteret hvis en forældre opførte sig således på skolen, så lurer-lysten pakkede jeg modstræbende væk. Herefter kunne jeg så tænke 3 scenarier. 1 traske hjem og tilbringe et par timer i lejligheden med en mand, som sov brandert ud. 2 Tage håndværkerhandskerne på og gåk videre med renovering af vores nye lejlighed, der jo ikke ligger andet end en spytklat fra vuggeren. Dette ville uden tvivl være det det mest fornuftige og rentable, men det gik op for mig, at jeg havde glemt nøglen til hele herligheden. Jeg valgte derfor scenarie 3; at købe en kop te, sætte mig et sted og skrive dette indlæg. Egentlig også en OK måde at bruge ventetiden på, hvis man spør’ mig 😄 Det viste sig dog ikke at være lige til, da Vanløse ikke er en pulserende metropol, og cafeerne derfor først åbner op ad formiddagen. Teen er derfor fra Føtex og bliver i skrivende stund indtaget i kulturhuset, som jeg næsten også har for mig selv.

Ærligt så har der fra det øjeblik, jeg forlod vuggestuen sneget sig en lille egoistisk djævel i mig, som et eller andet sted gik og håbede på, at de ville ringe og sige, at jeg skulle komme og hente Tristan, fordi han var bund ulykkelig. Jeg ved det godt! Ikke i orden, men tanken var der ikke destro mindre. Jeg ønsker jo for alt i verden ikke, at han skal være ulykkelig! Jeg vil bare gerne hente ham før tid og være sammen med ham! Egoistisk – ja også i den grad! Konstruktivt – nob!  Når det er sagt og skudt tilside, så er det jo i den grad super, at det formodentlig er gået så godt, at de ikke behøvede at kalde pylremor ind.

Det er indtil videre vores indtryk, at der en super vuggestue. De har fra starten søgt informationer om indkøring af børn, som er adopteret, da der godt kan være lidt særlige hensyn, og der kan komme reaktioner og tilknytnings spørgsmål, der er lidt anderledes end ved normal indkøring, hvis der da er noget, som hedder det. Vi er derfor meget trygge ved det indkøringsforløb, de har strikket sammen for os. Så når jeg nu lige om lidt gerne må indfinde mig igen, er jeg næsten sikker på, at jeg bliver mødt af en glad men om end meget træt lille dreng. Kæft hvor jeg glæder mig!

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *