peep show og paradokset i vuggestuen.

2015-07-28 16.26.04
I dag har jeg knebet en tåre, mens jeg smilede tappert i vuggestuen samt været aktiv deltagende i et peep show senere i selv samme institution, og jeg ved egentlig ikke, hvad jeg helst ville have været foruden. Tåren blev knebet, da jeg skulle gå fra en grædende Tristan og som heraf følte mig som en LORTEMOR. Peep showet vender jeg lidt skamfuld tilbage til.

Den første uge som forældre med et barn i vuggestue, en ny hverdagssituation og mange mange mange bekymringer gået. Der er blevet analyseret, observeret og ikke mindst diskuteret godt og grundigt, for jo vist har Tristan reageret på hele masageren. Han har været træt, han har virket mopset på os, og han har grædt, når vi efterlod ham på den fremmede grund, som vuggestuen trods alt må føles for ham. Så for at sige det kort, ja så er det jo gået godt, selv om man da godt kunne foranledes til at betvivle dette, når man som idag går fra vuggestuen, og kan høre den spæde barnegråd gennem væggene. Jeg står dog alligevel fast ved påstanden – godt er det gået. Det siger jeg så til mig selv et par gange eller 100 i løbet af dagen. Måske mest fordi, de kompetente pædagoger har forklaret mig mange gange, at disse reaktioner er helt helt helt normale og sunde.

Herhjemme har vi vendt den nye hverdagssituation til hudløshed. Alt har været og er stadig til fortolkning, og Tristan har nærmest ikke kunne slå en prut, uden at denne har været oppe og vænne i familierådet. Vi lever i dilemmaet; vi ønsker reaktioner, da det viser Tristan har tilknytning til os, og ikke blot godtager at blive efterladt, for come on, det er jo lidt det man gør, hos fremmede. Samtidig ønsker vi jo ikke, at han skal være utryg og ulykkelig. Det er vel et af adoptions paradokserne!

I dag skulle Tristan for første gang prøve at sove til middag i vuggestuen, og tiltrods for at han, som sagt, græd, da vi sagde farvel, var han ifølge pædagogerne, kommet relativt hurtigt over det, og havde efterfølgende i den grad gjort brug af sit regn – og skfitetøj!  Der havde eftersigende heller ikke været nogle problemer med at få ham til at sove. Måske havde alt den regndans gjort ham så mør, at han gik omkuld, hvem ved, men what ever works, tænker jeg. Jeg var derfor ved godt mod, da jeg i om eftermiddagen indfandt mig i vuggestuen.

Jeg kunne sige, at afhentningen gik fint, for det gjorde den for Tristan, der var i hopla, da vi forlod stuen. Jeg selv derimod følte lidt, at jeg havde ofret en smule af min anstændighed på pinlighedens alter, og det er så her, det føromtalte peep show kommer ind i billedet. Dertil knytter der sig en lille forkommentar. Tristan har i det sidste stykke tid fået for vane, at hive ned i mine blusers halsåbning og lægge sin hånd, ikke på brystet, men ind på huden under blusen.  Nå men anyway, da det jo nærmest havde været syndeflod, da jeg gik ned til vuggestuen, var jeg blevet drivvåd, og som følge heraf smed jeg jakken, inden jeg gik ind på stuen og løftede Tristan op. Han var lidt jeg-skal-lige vågne- mut og puttede sig derfor ind til mig samtidig med, at han fik fat i blusekant og desvære også bh og hev ned. Skæbnens ironi skulle være, at den unge mandlige pædagogmedhjælper i det samme henvender sig til os og af selv samme grund fik set lidt rigeligt af den nye mor i vuggestuen. I sådan en situation er derfor mig at se ikke andet at gøre, end at lade som om, at det ikke skete. Den strategi valgte vi vist begge! Tristan vinkede. Jeg vinkede. Pædagogen vinkede. Farvel og tak for i dag.

Så ja i dag har en fremmed mand både set mig græde og vise bryst. Og det endda helt uden at der har været alkohol involveret 😉 Blufærdighedens pille er blevet slugt, og jeg håber, at jeg dagen i morgen bliver mindre regnfuld men omend mere påklædt.

2015-07-28 16.05.08

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

1 Comment

  • SVAR

    Tak fordi jeg fik lov til at låne en flig af jeres liv….