I do(n’t) wonna talk about it – begyndelsen før begyndelsen.

reproduction_eggSperm_final_2

Jeg har længe ruget over, hvorvidt dette, samt de indlæg jeg har på tegnebrættet, egentlig har sin berettigelse i et univers, som er tilsigtet Tristans og vores fælles historie beskrevet udfra fragmenter af hverdagen som (adoptant)mor, med alt hvad det medfører.  I skrivende stund er jeg stadig i tvivl, men samtidig er jeg, den jeg er, den der skriver, og den hvorfra dette sites små anekdoter kommer, qua mine relationer og historie. Med dette i mente; her er begyndelsen før begyndelsen.

Fortællingen sitet her starter, da vi den 21. november modtog et opkald, der uigenkendelig forandrede og berigede vores liv! Historien, tankerne og følelserne har jeg søgt at fortælle gennem skriftens sprog. Jeg elsker at læse dem om og om igen, og for hver gang bliver historien kilet mere og mere ind i min bevidsthed ( jeps det er totalt ananas i egen juice). Nogen gange tager jeg næsten mig selv i at føle, at der ikke rigtigt har været nogen historier og tanker om børn før Tristan væltede ind i vores liv. Men langt tilbage i erindringen er der så alligevel en erindring, som er meget bevidst,  omend jeg prøver at skubbe den fra mig  og i et eller andet omfang fortrænge netop den del af min hukommelse.

Det siges, at man skal omfavne sin fortid, sine fejl, mangler, sorger og glæder. Som  i alle andre historier i denne verden, så starter denne historie om barnet et andet sted. Historien om adoptionen starter før selve ordet overhovedet var på tale. Før fælles fortællingen om vores familie starter,  har Tristan sin egen historie. Han har sin egen vej, som førte til os. Ligeledes startede vores vej som forældre også før, den fælles historie kunne skrives, men det vigtige er, at disse forskellige stier, vi ´gik´af, endte samme sted.

Jeg kunne sige, at vores historie som forældre starter med hvad skulle vise sig at blive til års fertillitetsbehandlinger, men hvis jeg skal være ærlig, så starter historien nok lang tid før. Et eller andet sted har jeg i mange mange år gået med en nagende følelse af, at der var noget galt. Menstruationer, der var uregelmæssige, menstruationer der udeblev og en cyklus der faktisk aldrig rigtigt kom i gang, før jeg som spæd 14 årig teenager igangsatte en årelang rovdrift på hele det kvindelige system og, som så mange andre, troligt indtog en pæn dosis af hormonforstyrrende præparater bl.a. i form af P-pillen.

Da Theis og jeg besluttede os for, at NU skulle tiden være inde til en familieforøgelse, måtte vu desværre sande, at den der forstyrrede cyklus havde altså ikke rettet sig ind, og selv om diverse lægers dom var; giv det tid, så mindes jeg, at jeg havde mine bange, måske ubevidste anelser om, at uanset om vi gav det tid fra nu og i alt evighed, så ville det altså ikke resultere i den ønskelige forøgelse af tosomheden.  Som tiden går bliver denne erkendelse mere bevidst og til sidst bliver det en ubarmhjertelig realitet, som man på et eller andet niveau skal forholde sig til. Erkendelsen var svær og det tog også en rum tid, før vi (læs jeg) egentlig var parat til at gribe om nællens rod og handle på erkendelsen. Efterfølgende var beslutningen om at gå i fertilitetsbehandling i for sig ikke en svær beslutning for os. Det virkede nærmest som et naturligt næste skridt. Jeg mindes rent faktisk, at da vi først var nået dertil, var det rent faktisk som en lettelse. Et skridt i en anden retning end først forventet, men dog alligevel et skridt der blev taget – vi gjorde noget – vi handlede!

Fuld af forventning indfandt vi os derfor på Hvidovre Hospital, med den forventning, at bare det at vi var DER, ja så var vi jo nærmest gravide. Den var hjemme måske ikke første gang, men så 2. eller 3. gang med inseminering. What could possibly go wrong! Naive – måske, forhåbningsfulde – ja. Jeg tænker stadig, at er den eneste måde at indtræde i et sådanne ´projekt´. Selvfølgelig skal man da næsten have en tyrkertro på, at det lykkedes! For uden den, hvorfor overhovedet indtræde.

Jeg husker, at en læge til den indledende samtale, sagde til os, vi skulle indstille os på, at være i fertillitersbehandling kunne være en stor belastning for forholdet. At det kunne være ødelæggende og opslidende, og ikke sjældent kunne processen resultere i forliste forhold. Jeg husker, at disse ord på daværende tidspunkt egentlig ikke rørte mig så meget. Det ville jo ikke ske for os. VI var anderledes. VORES forhold ville da ikke forandres så meget. VI vidste, hvem vi var… og desuden så var vi jo, som sagt, så godt som gravide.

Set i retro perspektiv forfandt de samme måske lidt blåøjede ræsonomenter sted i forhold til de informationer, vi fik omkring, hvordan man som kvinde både fysisk og psykisk kunne reagere på div. hormonkure. Så længe vi bare kunne kommunikere omkring det, så skulle vi nok klare det – og ærlig talt, hvor slemt kunne det være? Jeg kan NU sige, at den væsentligste fejlkalkulation i dette ræsonnement bl.a. var forventningen om, at kunne have en rationel kommunikation med en person, der stop fyldt med hormoner, var præmenstruel  * 10…

to be continued…

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

1 Comment