I do(n´t) wanna talk about it… Welcome to crazy town!

 

2014-12-03 23.39.53

Når jeg tænker tilbage på de 1,5 år plus minus, hvor vi frekventerende Hvidovre hospitals fertillistklinik mere end jeg ynder at huske, er det gået op for mig, at jeg vist meget selektiv i mine memorare. Jeg mindes, at det var hårdt, og jeg mindes, at jeg havde følelsen af at være under konstant pres og under andres konstante bemyndigelse. Jeg mindes, at jeg græd. At jeg græd meget, og at jeg græd ofte. Både derhjemme, på mit arbejde, på diverse toiletter hos venner og ikke mindst i bag rettet i bilen.

Men når det er sagt, så tror jeg samtidig også, at de sorteste følelser og tanker – dem der kom snigende og ikke ikke var til at håndtere, dem har min hjerne på en eller anden måde fordrejet, forfinet eller måske fortrængt. Det er ikke værd at huske. Det er ikke værd at hænge sig i. Måske kunne jeg grave dem frem fra dybet, hvis jeg virkelig søgte, men til hvad nytte egentlig? I retro perspektiv kan jeg endda nu grine af nogle af de, for mig at se, fuldstændig irrationelle handlinger og absurde tanker, jeg fortog mig i de 1, 5 år. Jo jo nogle af den kan det forklares ved, at jeg var under påvirkning af euforiserende stoffer som eks. morfin, meeen til trods for at div. hormon injektioner hos visse personer forsager en optrapning af forskellige følelser, så kan jeg nok ikke give hormoner og morfin hele skylden for min til tiders ikke helt hensigtsmæssige opførsel… desværre! Det er en springfarlig cocktail – presset, sorgen, håbet, skuffelsen, spændingen og vreden kombineret med et skvish af hormon… welcome to crazy town!

Jeg skrev I forgående indlæg her, at vi vi jo nærmest opfattede os selv som gravide bare det at vi kunne finde vej til klinikken. Da de afsluttet inseminerings forløb med den besked, at det var ikke den vej, vi skulle gå, så husker jeg, at vi faktisk stadig havde den opfattelse af, at når vi så gik igang med reagensglas behandlingerne – SÅ VAR DEN DER!

Når man går i gang med reagensglas behandlinger, betyder det typisk, at hormonbehandlingerne bliver skruet og og ens egen indflydelse på krop, sexliv m.m skrues ned. Hormoner skal tages via indsprøjtninger på forholdsvis præcise tidspunkter. I mit tilfælde var det omkring kl. 21. 30, at jeg hver aften med en videnskabsmands nøjagtighed klargjorde mine hormoner, tog fat i et stykke spæk på maven og stak nålen ind. Jeg har siddet sådan og medicineret mig selv de mærkeligste steder. På parkeringspladser, til DHL-stafetter og til diverse fødselsdag. Jeg har været den irriterende type, der rejser sig midt under biograf filmen og møver sig ud, for derefter panisk at lede efter et toilet, hvor jeg kunne sidde med mine kanyler m.m.frit fremme uden at blive blive misforstået i mit gøremål.

Mit humør svingede som vinden blæste. Det er nok mest Theis, som husker dette, da det sjovt nok er noget af det, min hjerne søger at forfine. Men dog husker jeg, at jeg fik nogle underlige ideer.  Eksempelvis blev jeg pludselig meget pernippen med, hvor bestemte ting skulle stå, og jeg kunne blive helt hys, hvis der blev rykket rundt på netop de genstande, som var i mit søgelys. Det var mig meget magtpålæggenede, at der var orden i sagerne, og at jeg havde styr på mit shit udadtil. Måske i virkeligheden fordi jeg ikke selv havde kontrol over alt det, der skete inden i. Jeg husker, at der var mange, der i god mening spurgte mig, om jeg ikke kunne trænge til at tage nogle sygedage og få slappet af. For mig dengang var det helt udelukket. I bagklogskabens lys skulle jeg måske have lyttet. Omvendt tror jeg, at jeg havde brug for den normalitet følelse det gav at gå på arbejde i en hverdag, hvor jeg ellers ikke følte at noget var normalt – ikke gang mig selv.

Til den første ægudtagningsoperation mindes jeg, at jeg var dødsens rad. Nok mest fordi jeg havde støvsuget internettet for informationer og i den forbindelse have opstøvet mange skrækhistorier om denne procedure.  Men den frygt blev gjort lidt til skamme, da jeg påvirket af morfin indfandt mig i  et så fortrinenligt humør, at  jeg valgte at skråle Gnags slageren, to mus i en spand, under oprationen. Dette fuldstændig uanfægtet af, at der i rummet både var min mand, som prøvede at at yde mig omsorg, en håndfuld sygeplejersker og læger tilstede. At jeg i min morfinrus ikke kunne huske hele teksten, og bare kørte sætningen; to mus i en spand, om og om igen, gjorde ikke sceneriet bedre. Men på den anden side, så havde jeg havde jo trods alt indfaget essensen af sangen.

Men til trods for at jeg egentlig syntes, at jeg gjorde alt, hvad de sagde på klinikken. Til trods for at Theis på bedst muligvis søgte at få mig til at slappe af. Tiltrods for at lægerne gentagende gange forsikrede os om, at det hele så rigtig fint ud, så var jo bare ikke fint! Jo flere fejlslagne forsøg vi gennemgik, jo mere begyndte jeg at føle mig forkert, unormal og meget ukvindelig. Når jeg ikke kunne præstere det mest naturligt menneskelige, nemlig det at formere sig, hvad kunne jeg så…

to be continued…

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

1 Comment

  • SVAR

    […] at et bilede siger mere end 1000 ord, men efter jeg tidligere har udgivet indlæg som dette og dette, om hvordan vi for år tilbage ikke sjældet frekventerende Hvidovre Fertilitetklinik, ja så synes […]