Når et forhold ikke fungerer længere…

Jeg har længe gået og været i det, jeg vil betegne, som et rigtigt usundt forhold. Et forhold som jeg ingen lunde trives i. Ja jeg vil endda gå så vidt som at sige, at relationen  på INGEN måde er god for mig! Hvornår det såkaldte forhold egentlig startede, det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved heller ikke, hvornår forholdet  begyndte at gå i den gale retning, men jeg har længe spekuleret over, hvad der har forårsaget, at forholdet er kommet ind på det gale spor. Heller ikke det, kan jeg finde en entydig forklaring på, men sådan er det vist med de fleste ting her i livet, har jeg ladet mig fortælle. Jeg har også ladet mig fortælle,  at hvis noget er usundt for én selv, ja er der jo kun én person, der kan ændre på det! Kloge ord – jo tak, svære at efterleve -os´ i den grad. Men men men med afsæt i den teoretiske betragtning  at noget blive virkeligt, når det bliver sprogliggjort; here it goes…

Kære dårlige samvittighed! Vi kan ikke blive ved på denne her måde. Vi må finde en løsning, hvis vi skal kunne forsætte vores daglige gang sammen. Vi må have os en snak, en af de alvorlige af sagsen, en af dem hvor JEG fører ordet, og du eventuelt bare lytter.

Jeg føler ikke, det forhold vi har til hinanden, er ligeværdigt længere. Du fylder for meget! Så er det sagt! På det sidste har jeg for eksempel ikke rigtigt følt, at jeg kan være nogen steder, uden at du absolut skal med og absolut skal fortælle mig, hvor jeg alternativt ellers kunne være. Eller hvad jeg ellers kunne lave. Eller hvad jeg burde lave. Jeg føler, at du bare bare tager og tager, og det æder mig langsomt op indvendigt! Du må løsne dit greb. Du må give mig mere plads, for ellers lover jeg dig, kære dårlige samvittighed, at der kommer en dag, hvor vores veje må skilles. Hvor jeg smider dig på porten og giver helvede i, hvad der bliver af dig.

OK ret skal være ret, og guderne skal da vide, at jeg ofte i fortiden selv har kreeret situationer, som har resulteret i heftig flirten mellem du og jeg – og ja indrømmet måske har jeg sendt dig de forkerte signaler.  Men kære dårlige samvittighed til trods for vores flirten i fortiden, og tiltrods for at jeg da nok også i fremtiden kommer til at hilse dig velkommen en enkelt gang eller 10, så har jeg aldrig ment, at vi to skulle være i et SÅ fast forhold! Og da slet ikke et af den slags, hvor du er med mig over alt! Jeg ved, at jeg aldrig har bedt dig om, at overvåge hver gerning, jeg gør! Jeg har aldrig bedt dig om at stikke snuden frem og kommentere alt jeg laver – og det jeg ikke mindst, det jeg IKKE laver. Jeg har aldrig bedt dig om, at være det første jeg følelse om morgenen, og det sidste jeg føler om aftenen. Jeg har aldrig bedt dig om, at være min livsledsager!

kære dårlige samvittighed, hvis du vil absolut vil være i forhold med mig,  hvornår giver du så noget igen? Vil du nogensinde bidrage til, at vores forhold  kunne blive ligeværdigt? Hvis ikke så kommer der en dag, kære dårlige samvittighed, hvor jeg giver dig fingeren, rækker dig tungen, knejser med nakken og ja slår op – ganske enkelt!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *