AdoptionsPROCESSENS barske bagside

Jeg prøver ofte afskrive mine små anekdoter med lille humoristisk vinkel, da der for mig at se næsten i en hver situation kan drysses lidt selvironi og humor henover  (ok med få undtagelser) I dette tilfælde skal man grave langt efter humoren, da der i denne situation intet humoristisk er at finde.

Jeg kan med det samme sige, at dette indlæg handler ikke ( særlig) om mig. Det handler ikke om graviditet eller lykkelige omstændigheder. Det handler ikke om hvordan Moder-jord hånd i hånd med skæbnen kan tilsmile os.  Det handler ikke om familieforøgelse . Men det handler om forælderskab og det brændende ønsket derom!

Kort tid efter vi var kommet hjemfra Senegal med Tristan, og skulle til at opbygge vores familie, blev jeg opmærksom på, at der faktisk fandes en ´Senegal-gruppe´ på Facebook for adoptanter – både dem der var blevet forældre, samt dem som stadig stod på venteliste. Da Sengal er en lille formidling, er gruppen ikke overdrevet stor,  men rummer dog alligevel en god blandet flok af par samt eneadoptanter. Jeg har egentlig ikke været specielt aktiv derinde. Jeg var sådan mere på ´lurerplanet`, hvor jeg så billeder, læste gode råd og erfaringer fra andre osv, men ikke selv postede meget.

For nogle dage siden skete der dog det, at en adoptant fra denne gruppen skrev en meget fint lille besked, hvor i hun skrev, at hun havde glædet sig til en dag at kunne være en af dem, som kunne berette om den glædelige telefonopringning, som lå i vente. Desvære skulle det ikke være således, da hun gjorde os andre i gruppen opmærksomme på, at de adoptanter, der stadig stod på venteliste, havde fået en helt anden form for besked fra Danadopt (DIA). Nemlig at formidlingen fra Senegal er ophørt, og adoptanterne skal derfor finde andre landelister at opskrive sig på! (Her til skal det siges, at når sådan noget sker, så kommer man som adoptant ikke foran i køen på de andre lister). Hun ønskede slutteligt alle fra gruppen held og lykke – meget stærkt! Der er således sket det samme for adoptanterne på Senegallisten, som fornyelugt skete fa adoptanter fra Etiopien – listen. Alt i alt står nu over 80 adoptanter – par- som eneadoptanter og skal finde nye mulige lister til opskrivelse!

Jeg kan mærke, at jeg var og stadig er meget påvirket af denne udvikling og af de adoptanter, der helt ufattelig fattede kunne beskrive, hvordan de ikke anså det som realistisk for dem at opskrive sig på andre lister. Dette grundet alder, civilstand  eller grundet, at de allerede havde ventet i 5-6 år og næsten ikke orkede mere. Hatten a´for,  at man kan værre så fattet i en sådanne situation, at man rentfaktisk konstruktivt kan videregive info!

Vi har her at gør med, hvad der for mig at se, er en af adoptionsPROCESSENS barskete vilkår. Nemlig at lister kan blive lukket, og så kan man som adoptant starte forfra på en ny liste.  Jep – Vi får det at vide til de indledende samtaler på bureaet – sådan er vilkårene. That´s the name of the game. Jeg tror, jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at det er fan´me benhårdt, og er medvirkende til, at ventetiden kan føles meget usikker!

Når lister lukker på den måde følger i kølvandet store menneskelige konsekvenser!  Faktisk synes jeg, at Pernille Rosenkranzt-Theil (S) i et andet øjemed beskrev dette, da hun i en radioudsendelse for år tilbage udtalte, at det at være ufrivillig barnløs må være den næstehårdeste krise et menneske eller et parforhold kan gennemgå næstefter at miste et barn. Det kan lyde voldsomt, hvis man ikke selv har stået i problematikken, men jeg synes faktisk, at hun rammer hovedet på sømmet meget godt. For lige i sådanne tilfælde så er det muligt at være dybt sørgende eller savne noget, som aldrig har været der. Dér ER noget, som er mistet! Drømmen. For de adoptanter, der ikke kan opskrives nye lister er drømmen mistet. Drømmen om forældreskabet, og at misten en drøm af en sådanne kaliber, kan jeg slet ikke forestille mig at overkomme!

I mine sorteste øjeblikke efter fertilitetsbehandliger og under ventetiden til adoption, troede jeg nogengange, at jeg havde mistet den drøm, men jeg ved nu, at den var aldrig mistet. Theis og jeg havde den stadig. vi var på en liste, også selvom det ikke altid føltes sådan. Drømmen var intakt, og vores historie skulle bare skrives anderledes, and jeg hele mit liv havde forestillet mig. Omstændigheder gjorde, at det blev muligt for os at skrive denne nye historie, da vi fik Tristan! Og aldrig om jeg kunne tænke mig den anderledes!

Men hvordan skriver man en ny historie, hvor forældreskab eller end ikke drømmen herom indgår, hvis det gennem livet har været et brændende ønske? Jeg ved det ikke, men jeg håber, at de adoptanter, der i weekenden fik en besked, der får nogle betyder, store overvejleser og en ny pen at skrive historie med, er  stærkere end jeg ville være i en sådanne situation. For det er en af adoptiosnPROCESSENS og livshistorien som ufrivillige barnløs barskete bagsider

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

1 Comment

  • SVAR

    Reblogged this on Lutterlove and commented:
    Min veninde har skrevet en stærk artikel ❤️ Om noget vigtigt, som mange af os er så heldige aldrig at skulle gennemgå, men som er vigtigt at sætte fokus på – dette er en hjertesag og det kræver opråben og åbenhed – Helle du er en af de stærkeste jeg kender!!