Trust your guts…

image

Så er uge 23 snart forbigået i den underlige og underfundige tilstand kaldet graviditet! Mærkværdigt og mirakuløst på en og samme tid. Fatte-even overfor tilstanden er øget i takt med mavens omfang, og det er nu blevet meget meget virkelig. For mig er denne fysiske forunderlige forandring af kroppens propationer medvirkende til at tanken om, at også vi nu skal forholde os til bitte små størrelser tøj, søskendevogn, babylift og stofservietter. Jamen det har i da prøvet før, kunne man fristes til at sige. Men nej, det her er et helt nyt terræn for undertegnede!

Da Tristan  satte sine små dengang str. 18 buttede babyfødder på dansk jord, var han trods alt 10 mdr. Jo mere jeg nu læser i bøger, ej jeg omformulerer, nu når jeg læser de første kapitler om spædbørn (for jeg har selvfølgelig læst alle andre kapitler 😉 )af bøger såsom; Dit barns udvikling, lær at forstå dit barn, udvikling af dit motorik m.går det op for mig, hvor meget Tristan egentlig kunne! Han kunne  kravle, holde sit hoved SELV, spise føde og alt muligt andet! Om læsning hjælper ved jeg sgu´de, for jo mere jeg læser, jo mere ængstelig kan jeg finde mig selv være! HOLDE SIT HOVED SELV!?! Jamen hvad sker der, hvis jeg så glemmer at holde det lille hoved? Kan man glemme overhovedet glemme det, eller ligger det så dybt forankret i vores DNA? Ligger det mon i min DNA? Eller er er der mennesker, for hvem alle disse instinkter ikke er indkodet?

Hvis man nu i en stor del af ens voksen liv har arbejdet med at fraskrive sig tanken om overhovedet at blive gravid,  har det så indvirkning på disse moderlige instinkter. Har jeg omkodet mig selv? Eller set fra en anden vinkel;  er det grundet Tristan lykkedes mig at indkode instinkter, der hidtil ikke har været? Uha spørgmålene er mange, og de bliver ikke færre?

Uden at ligge hovedet på blokken, så vil jeg vove den påstand, at disse overvejelser og ængsteligheder omkring det forestående forældreskab, måske nok meget almindelige for første gangs fødende, og DET kan give mig lidt ro! Jeg har i hvert tilfælde hørt en enkelt veninde eller to omtale noget lignenede før, uden at jeg egentligt helt forholdt mig til problematikken. I ærlighedens tegn vil jeg da også godt indrømme, at jeg måske nok en enkelt gang eller to har tænkt; ej ok ro på, hvor svært kan det mon være, når omtalte spekulationer røg på bordet. Men som så meget andet i verden, skulle det nok mærkes på egen krop, før det blev helt autentisk og vedkommende. Jeg priser mig bare lykkelig for, at jeg ikke i de givne samtalesituationer verbalt gjorde mine lidt negligerende tanker til kende!

Så hvad er konklusionen og svarene på de ophobende spørgsmål? Keep reading to you find the answer eller ignorance is kind? Måske et sted midt i mellem i  virkeligheden – trust your guts? Altså med mindre det netop er denne tankegang, der afføder spekulationerne om instinkter og mangel på selvsamme….

En ting er dog sikkert, midt i alt det forvirringen – Tristan bliver storebror til endnu en mandelig holdspiller, og dermed må glædeligt indstille mig på, at den kvindelige suverænitet i hjemmet fortsat er stærkt nedadgående 🙂

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *