Han skal hedde….

Vi er løbet ind i et af de problemer, som jo nok i højeste grad må siges at være et luksusproblem af vestlig kaliber! Egentlig tror jeg ikke, at hverken Theis eller undertegnede overhovedet havde regnet med, at det kunne være SÅ svært. Men lad mig sige det som det er ; Det er åbenbart ikke nemt for os, at komme frem til endnu et drengenavn til ´flokken´. Sidste gang, et navn skulle findes, gik det dæl´me nemmere. Eller også var Theis bare lettere at lægge i benlås, ind til jeg fik min vilje. Men denne gang er han ikke nær så medgørlig, sgu! Ej spøg til side. Det var nemmere, hvilket jo nok skyldes, at jeg i mange år havde været overbevist om, at hvis jeg fik en dreng, så skulle han hedde Tristan! Baggrunden for dette, står der riflet lidt om HER.

Nu har vi jo brugt det navn, og det lader ikke til, at nogen af os har haft andre på tapetet, og dem vi så indtil videre er kommet frem til, de tsikker i alle retninger fra gamle nordiske navne henover den græske mytologi og til nyere franske. Vi har indtil videre på ingen måde fundet en fællesnævner eller bare så meget som lavet en fælles liste med alternativer.

Som jeg kan forstå det, er denne navne problematik ikke et ukendt fænomen for vordene forældre, hvilket beroliger mig lidt. Faktisk var der en kollega, der for noget tid sagde til mig; ´Jeg kan godt sige dig Helle, vi blev hamrende uvenner, da v i skulle finde navn til vores søn`. På daværende tidspunkt virkede det min optik måske lige i overkanten, men jeg skal da ikke være bleg for at indrømme, at både Theis og jeg  bruger veto-kortet enormt meget, og ja det irriterer mig, at han ikke bare vil bøje sig 😉 Men hamrende uvenner – dertil er vi ikke nået endnu!

Jeg er ikke stolt af at indrømme,  at jeg har fundet mig selv begynde at bruge ufine metoder i min iver efter at få min vilje. Jep jeg indragede Tristan i navne-´diskussionen´ med håbet om, at han, efter jeg med fuldt overlæg havde sagt mine forslag MANGE gange til ham, ville sige; lillebror hedder….` Men lad mig bare slå fast med 7 tommer søm, at sådan kan man så ikke manipulere en 2 årig, der åbenbart har sin egen mening om, hvad hans lillebror skal hedde! Tristans svar har nu op til flere gange været; ÅBERG. Det forslag har dog fået både Theis og jeg til at trække veto-kortene. Både når det gælder ÅBERG eller ALFONS, som han ellers også på adspurgte mener ville være et passende navn (Jeg håber i den forbindelse ikke, at jeg fornærmer nogen! ) Ja så meget for min udspekulerede kvindelist.

Så ja familien er splittet på navne fronten, men måske er det i virkeligheden ok, for at få et navn er betydningsfuldt og ikke ligegyldigt for nogle af os. Så med det in mente, plus at de ufine metoder viste sig ikke at fungere, tror jeg jeg venter lidt med endnu en benlås. Men villig til at smide veto-kortene ud, DET er jeg altså ikke endnu….

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

2 Comments

  • SVAR

    Har læst om, men ikke selv afprøvet, denne metode:

    Hver søndag (eller et kortere interval, hvis man er presset på tid) sætter begge en post-it op på køleskabet. Her er der ingen vetoret og man fortsætter sådan indtil der er 5-10 navne under hver. Således ender man med to kolonner, som man lader være i fx 14 dage, så man kan gå og “smage” lidt på navnene og herefter starter det sjove Hver søndag skal begge nu fjerne en af den andens navne. Det fortsætter man med ned til x-antal navne – kan ikke huske om man fortsætter til top 3 eller til den bitre ende. Måske skal de resterende navne have lov igen at “simre” lidt. Pointen er vist, at når de hænger der på køleskabet over tid, så vil man bedre mærke efter hvad der kunne være muligt…

    • SVAR

      Det lyder sgu ikke helt tosset! Det kunne da sagtens være vejen frem for os! Tak