Så har jeg også prøvet det der med at føde – for over 2 mdr siden!

img_1266

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nå men sagt midt, så har jeg været en smule ophængt de sidste, hvad skal vi sige 2-3 mdr, og til trods for at motivationen for at grifle noget mere eller mindre berigende ned absolut har været der, så er jeg gang på gang blevet overrumblet ja måske lige frem bitch slapped af hverdagen i hvad der nu, er en familie på 4!  I nat har jeg dog fået ca. 6 timers søvn ikke sammenhængende bevar´s, men dog alligevel hvad sammenlagt kan snige sig derop af! Halleluja, siger jeg bare, og benytter derfor lige det ekstra overskud dette bevirker til at gøre alvor af motivationen om grifleriet.

I sidste indlæg her kunne jeg berette om, hvor sindsygt fascinerende kvindekroppen opfører sig under en graviditet! Denne fascination vedholdes, men jeg tillader mig at tilkoble yderligere en dimension til dette mirakuløse fænomen. Nemlig kulminationen på graviditeten – fødslen!

Midt august mere præcist fredag d. 12. 2016 blev verden nemlig beriget med endnu et vidunder af en sådan kaliber, at det stadig overgår min fatteevne,at jeg rent faktisk har været medproducent på sådan et mesterværk. Dette sagt med alt ydmyghed selvfølgelig 🙂 Vidunderet ligenede sin far, blot en anelse mere lilla i huden til at starte med og en anelse mere skrigende, så slægtskabet til Theis, kan der for så vidt muligt ikke sættes spørgsmålstegn ved! Hertil vil jeg lige for god ordens skyld tilføje en sidenote om, at jeg ikke på noget tidspunkt har været i tvivl herom! I´m not that kind of girl!

At vedholde omtalen og fremtidig hidkaldelse af mindste manden som, vidunderet, vurderede vi, ville være være en anelse for meget af det gode til det danske temperament, så valg af navn faldt derfor på; Roman Michel. Hvorfor dette navn og hvordan jeg fik Theis til overbevidst/ manipuleret til til at synes, at ligepræcis DET navn var det rigtige valg, er en længere historie, som jeg har store planer om at grifle lidt ned om på et senere tidspunkt.

Nå men tilbage til  fænomenet; fødsel. Torsdag aften ved 21. tiden og midt i badeværelses rengøring, begyndte nogle små jag at komme snigende  fra begge sider af maven. Da jeg igennem min graviditet ikke på noget tidspunkt har mærket plukveer, tænkte jeg, at måske var det blot sådanne, som kunne mærke, idet det ikke gjorde så ondt, at jeg ikke samtidig kunne vaske gulv og skure lokum. For en sikkerhed skyld googlede jeg selvfølgelig forskel på veer og plukveer. Herigennem blev jeg informeret om, at hvis du først har veer, så er du ikke i tvivl. Ok så konklusionen måtte være, at det altså var plukveer, som først antaget. Rengøringprojekt kunne derfor forsætte. De omtalte jag fortsatte dog, blev mere og mere systematiske og tiltog i intensitet. Omkring kl. 23 kapitulerede jeg, lagde mig på sengen og ringede til Theis med beskeden om, at han skulle smide sine kokkeknive og komme hjem NU! Også min mor blev vækket med en telefonformaning om at komme ind og være sammen med lille T NU. Kl. 23.30 ringede vi til fødemodtagesen på Herlev, som dog overbeviste os om, at ja godt nok var fødslen startet, men den var ikke aktiv. For som den søde jordmoder i røret sagde;` Du kan jo stadig tale i telefon, så jeg vurderer, at der er mange timer endnu. I skal blive hjemme nogle timer, slappe af og så ringe herud igen. Du skal indstille dig på, at smerten vil tage langsomt til over tid.`  Og det skal jeg da lige love for, at den gjorde! Fra at være en smerte, der var udholdelig hvert 4 min, sprang intervallet til smerte med 1 min. interval og med en sådanne intensitet, at jeg bare havde lyst til at skrige; WTF is going on! Måske skreg jeg det – who knows! SÅ ringede vi igen til jordmoderen på fødemodtagelsen, som nu mente, at vi skulle komme! Jo tak!

At sidde i en mørk bil kl. 00.45 med veer, der kommer hvert minut kan ikke anbefales, vil jeg lige understrege! Jeg sad det meste af turen og råbte op og skreg som en anden såret kriger, mens jeg benyttede tiden mellem veerne til;

1; bestemt at formane Theis om, at nu skulle han fan´me køre hurtigt, og køre uden at jeg kunne mærke sving og bump. Theis, hvis knoer omkring rettet nærmest lyste hvidt i mørket, prøvede forsigtigt at komme med en udtagelse om, at det var svært både at køre hurtigt, godt og uden at det kan mærkes. Han erfarede ved denne udtagelse, at man på ingen måde, skal diskutere med en kvinde i fødsel!

2: at synge med på Billy Joel up town girl, som tilfældigvis var i radioen med intentionen at aflede min egen opmærksomhed hen på noget andet end et underliv, der føltes, som blev det flået fra hinanden. Kønt var det dæl´me ikke, da stakkels Billys sang ubarmhjertigt skingert blev synderevet og destrueret.

kl. 01.10 indfandt vi os på fødemodtagesen, som dog straks sendte os videre til fødegangen med beskeden om, at jeg var åbnet 7 cm og derfor var over halvejs i min fødsel! På daværende tidspunkt havde jeg forgæves forsøgt at få enhver hospitalsansat, jeg mødte, til at give mig noget smertestillende. Dog uden held! Heller ikke den jordmoder, som bistod fødslen, synes lydhør overfor ideen. Hvis man nogensiden har set filmen; Blinkende lygter og måske kan huske Ulrik Thomsens karakter, så ved man nogenlunde, hvordan jeg lød liggende der i sengen og desparat råbe; Det skal jeg da ha, det skal jeg da ha! Da dette ikke hjalp forsøgte jeg at foreslå, at de gav mig kejsersnit, men heller ikke det blev modtaget som forhåbet. Beskeden fra jordmoderen var tydelig – NU SKAL DU GØRE SOM JEG SIGER OG PRESSE! Hårdt, kontant og forståelig. Kl. 03.36 kom Roman Michel til verden. SMUKT intet mindre end smukt. Ikke processen med en i det øjeblik sindsygt hysterisk, skrigende, svedende fødende kvinde, men det vidunder af et barn, som på det tidspunkt så dagens lys.

Jeg har ret faktisk overhørt kvinder sige, at så ondt gør der ikke at føde. Eller; når det er ovre, så glemmer man helt, hvor ondt det gjorde! Til det er der for mig at se kun en kommentar; bull shit! Ok ret skal være ret – der kan være kvinder, som formår at kontrollere den smerte. Til dem er der blot at sige; I er for vilde!  Derudover kan ovenståeden udtalelse også komme fra kvinder, der på heldig vis har fået tilsnusket sig drugs eller andre hardcore smertestillende medikamenter under processen, og ja så kan det muligvis være, at smerten kan kategoriseres som udholdelig. Ja måske ligefrem behagelig. Men for os andre dødelige, så tør jeg godt lægge hovedet på blokken og på gruppens vegne påstå, at en fødsel den gør nas og mere end det!

Jeg er dog overbevist om, at de fleste kvindehjerner over en tid, som er individuelt bestemt, fortrænger lidelsen, og vi er som følge heraf villige til endnu en gang at gennemgå hvad må betegnes som helvede på jord. Jeg har aldrig i mit liv oplevet smerter så intense og alt oprivende, og personligt troede jeg, at min sidste time var kommet. At jeg slet og ret skulle forgå som følge at det smertehelvede, jeg selv havde forårsaget, og det tvivler jeg på, at jeg glemmer lige foreløbig… måske over tid 😉 Et er dog sikkert – på spørgsmålet om det var det værd, er svaret et entydigt JA for fan´!

Og jep… jeg er en af dem, som tager sel’fies lige efter fødsel. Kønt var det ikke, men nødvendigt åbenbart!

img_1582

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *