Noget om at afskaffe envælden og afgive suverænitet

img_1916

Jeg er mor, jeg ved bedst! Jeg er kvinde, jeg ved bedst! Jeg er Helle, og jeg ved bedst! Og det er jeg ikke bleg for at indrømme eller sige højt:-)

Det er mig, der ved, hvilke vacciner ungerne har fået og hvilke sygdomme, de har haft. Det er mig, som er bedst til at tage deres temperatur. Det er mig, som har styr på deres tøj. Det er mig, der ved, hvor meget modermælk Roman skal have og hvordan. Det er mig, som er bedst koordinere deres hverdag. Det er mig, der er bedst til at købe det, de mangler……Det er mig, der er bedst til det HELE! Eller alt det her bilder jeg mig i hvert tilfælde nogen gange ind….

Jeg ville gerne kunne skrive, at denne følelse af at være bedre og ikke mindst mer´vidende, når det kommer til matrikelens børn, er biologisk betinget. At jeg som mor ved bedst bl.a. som følge af det biologiske bånd mellem Roman og undtegnede grundet hele graviditeten. At jeg som mor ved bedst, fordi jeg ammer. Åh hvilken lyksalighed, hvis min bedrevidenhed dog bare kunne tilskrives biologiske faktorer. Hvor ville det hele bare være så meget nemmere, for så ville jeg jo være uden skyld i den række af spørgsmål på forhørs niveau ang. ungerne, jeg nogengange lader regne ned over Theis. Jeg kunne læne mig uforskyldt tilbage og med en uskyldig mine blot blot trække på skuldrene, når han påpeger, at det måske er liiiige vel i overkanten. Tys tys kunne jeg så sige, thi jeg følger jo blot min biologisk indkodede moderlige pligt til at overvåge og kontrollere alt.

Men nu er problemet er blot, at denne irriterende trang til kontrol ikke skyldes graviditet eller amning! Desværre! Jeg kan ikke bruge det som en undskydning. Og hvorfor så dog ikke det, kunne man fristes til at spørge. Jo såmæn fordi, at kontrol-fingeren allerede kløede voldsomt fra den dag jeg først holdt Tristan i mine arme, og her var der ikke tale om nogen af de førmomtate biologiske bånd mellem mor og barn. Så disse biologiske faktorer, som forklarings argument holder altså ikke i byretten. Men men men derimod tror jeg, at der alligevel er en vis biologi, som spiller ind, når det kommer til denne nærmest maniske trang til kontrol af ikke kun min men også andres færden omkring mine børn.  Det er simpelthen indkodet i min DNA som kvinde!

Min tese er, at alle kvinder – også dem , som ikke så meget for at indrømme det, helt fra barns ben er udstyrret med kontrolgenet i mere eller minder grad. Og her jeg skal da ærligt indrømme, at jeg ikke stod bagerst i køen, da der blev uddelt trang til nærmest neurotisk kontrol. Jep jeg er ikke for fin til til at indrømme det – big mother is watching! For god orden skyld, så pakker jeg nogen gange min trang ind i et fint omslag af påstanden om, at jeg bare vil hjælpe og derfor; har stillet maden frem, lagt tøjet parrat, hældt mælken på flaskerne m.m. Bull shit! Det er kontrol, og fordi jeg på den måde ved , at det bliver gjort på MIN måde. Så er det sagt. Ikke et af mine mest charmerende træk, men et træk, som mange kvinder som sagt nok kan nikke genkende til. Den er i stort set os alle! Hvis nogen tænker – nej ikke i mig, så har du den måske bare ikke i udpræget grad. Hvis en enkelt mand skulle sidde og tænke – ikke min kone, så tænk efter! Den ligger ligger dybt i os kvinder allerede fra de første spæde dukkelege, eller når vi fra helt små øvede os i familielivet, når vi konstruerede familien og dens gøren i far, mor og børnlege. Dette gjorde vi mens mange drenge øvede sig i at slå på et træ med en kæp eller navigere deres krigstropper i krigerisk terræn. Så et eller andet sted er det jo helt naturligt og måske også fair nok, at vi også gerne vil kontrollere og tror, at vi ved bedst i real life, når det kommer til familielivet. Det er et helt livs forberedelse, vi udøver!

Når dette er sagt og indrømmet, så betyder denne sproglige bevidstligørelse, at der kan gøres noget ved min trang! Ikke fordi jeg har det skidt med at kontrollere og være bedrevidende, for det har egentlig ikke! Men det tager bare så helvedes meget energi, at være så vidende og kontrollerende! Det tager tid. Det er ikke bare lige sådan noget, man lige klarer på et par minutter. Næ nej. At gøre brug af disse evner, det er en tidsrøver, og her opstår så det egentlige problem. For  midt i alt min kontrol, så bliver jeg irriteret over, at jeg ikke har tid til noget, og at det er MIG, der står for alt i hjemmet, hvilket jeg ofte konfronterer Theis med! Stakkels mand, der jo så gerne ville støvsuge, vaske og passe ungerne, men bare ikke får lov… Ej ok måske er det lige at smøre tykt på, but you get the picture.

Hvad kan jeg så gøre for at slippe ud af dette sammensurium af ambivalente tanker og gøren. Jo jeg kan arbejde med at nedfælde min egneudråbte enevælde og søge at afgive suverænitet. Eller måske bare en del af den. Men det er bare ikke lige til. Det kræver dæl´me mod, har jeg måttet erfare… og en god pude til tider at råbe ned i. Men jeg øver mig i at kontrollere mit kontrolgen. Næsten hver eneste dag øver jeg mig, for det er jo MIG, der i sidste ende ved bedst… Jeg har jo forberedt og øvet mig hele livet:-)

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *