2 år- Det er en relativ tidsanskuelse

cropped-img_20141205_1436431.jpg

To år er en relativ størrelse. En relativ tidsanskuelse i en persons liv.  I  folkeskoletiden var to år som en dråbe i havet. Det var år nok at give af. På gymnasiet er der nok sammenlagt 2 år, jeg ikke husker. Jeg har også nok sammenlagt brugt over to år på uddannelser, jeg har droppe ud af eller ikke skulle bruge. Jeg har været i forhold, som har været 2 år, men som jeg nu betegner som relativt flygtige. Jo 2 år kan være meget – eller lidt afhængigt af anskuelsen.

Men for præcis 2 år siden i dag d. 5. dec. forandrede mit og vores lille families liv sig for aldrig at skulle blive det samme som førhen kendt. For præcis 2 år siden stod Theis og jeg som skælvende espeløv med koldsveden løbende ned af ryggen på børnehjemmet i Dakar, Senegal. Det var med beskeden og en vished om, at nu skulle vi møde vores søn, Michel, blandet sammen med uvisheden omkring hvordan dette møde, og alt fremtid for os alle nu skulle blive skulle blive, der gjorde netop dette møde til den største lyksagelige følelsemæssige ballancegang,  jeg nogensinde havde og formegentlig vil prøve. At blive forældre som ved et trylleslag er fantastisk! At blive forældre når man egentlig var påbegyndt sin planlægning af et fremtidig liv uden børn er fuldstændigt ubegribeligt! Et held, der stadig for os er helt uforklarligt! Men at blive forældre på blot få dage, det er også angst provokerende som bare fanden! For med visheden om det snarlige forældreskab følger en masse følelser i kølvandet. Følelser, som der måske ikke er tid til at håndtere eller virkelig mærke, når alt den praktiske planlægning, indkøb, forberedelse m.m. indtræder og skal gøres på blot få dage.

Jeg husker, at jeg stod netop på denne dag for to år siden og tænkte; DET , det her er så stort, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere alle de her følelser uden at gå i stykker inden i. Det var som om, dette møde var forløsningen og løsningen på alt. Jeg mærkede glæde, spændthed, lykke, undren og frem for alt kærlighed til det lille væsen, der bogstaveligt talt blev placeret i mine hænder. Men samtidig husker jeg, at jeg følte en overvældende- ja næsten klaustrofobisk angst for fremtiden. For mig var dette møde, Tristan Michel, pisse sur i mine arme billedet på, at livet for altid var forandret! At intet skulle blive som hidtil kendt! At jeg fra det øjeblik ikke blot havde ansvaret for mig selv og til dels Theis på visse tidspunkter, men at det fulde ansvar for et andet menneske og dets livsudførelse nu hvilede på mig. Det er noget- hvis ikke det mest skræmmende jeg har prøvet i mit liv. De tårer, der løb ned af min kind var derfor ikke kun ren lykke og glæde. Der var også en vis procent rædsel for fremtiden. Om jeg kunne magte den kæmpe opgave at danne tilknytning, blive tryghedsbasen, blive ansvarlig… blive mor!

Jeg synes, vi i fællesskab – Theis, Tristan og jeg har gjort et godt stykke arbejde! Jeg er stolt over vores familie. Stolt og rørt når Tristan siger; MIN mor eller MIN bar (han bytter om på b og f)! At sige, at alt har været eller nu er problemfrit ville være en direkte løgn! Som alle andre familier har vi ting og udfordringer, der skal arbejdes med. Men vi er den familie, vi er, og det er jeg fan´me stolt og lykkelig over!

Jo en periode på 2 år kan er relativt, men for mig må de sidste 2 år betegnes den mest betydningfulde, livsændrende og udviklende periode i mit liv!

IMG_20141212_135134

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *