But if you’re thinkin’ about my baby It don’t matter if you’re black or white

img_1436

I disse tider, hvor vi i Danmark lader et parti, hvis  medlemmer til tider har tendens til  at ytre sig  fremmefjendsk, blive et af landest største partier. I en tid hvor et valg i en af verdens mest magtfulde nationer udløster en fremtidig Trump regering og derved lader en mand, med direkte racistiske holdninger, blive en af de mest magtfulde mænd i verden, spekulerer jeg på, om verden virkelig er gået af lave, eller om menneskers og befolkningers holdninger blot er blevet mere tydelige gennem personifikationer. Hvad kan have udløst denne skellen mellem hudfarver, og hvad det kan betyde, at vokse op med en egentlig hudfarve og ikke den skandinavisk transparente?

Smukt ville det være, hvis hudfarve blot var noget, vi konstaterede hos en person. Hvis vi blot tænkte; Nå du er mørk, lys, gul eller rød… Og så stoppede der. Men sådan er det desværre ikke. Med konstateringen af en anden hudfarve hos et medmenneske følger desværre også fordommene og for flere og flere også frygt. Som mor til et barn, der må siges at være relativt mørkglødet, gør denne tendens i verden mig for det første dæl´me ked af det, men for det andet også ængstelig. Det ville være blåøjet at tro, at mit barn ikke også gennem livet vil blive konfronteret med fordomme og racisme affødt af den stigende angst for det ´anderledes´, der spreder sig som en steppebrand ud over verden!

Det har fået mig til at tænke på; Hvornår opstår disse fordomme hos mennesker? Vi fødes ikke som fordomsfulde eller racistiske væsner. Det har vi slet ikke forstand til i de første leveår. Det er alt for abstrakt og kræver en tankevirksomhed, som ikke findes hos børn. Tristan er først inden for de sidste par uger begyndt at påpege, at hans hår er krøllet og huden mørk. Der er endnu ikke nogen undring over, hvorfor det ser anderledes ud end mit, eller de fleste af legekammeraternes i vuggestuen. Det er en ren og uskyldig konstatering. Den samme umiddelbare konstatering kunne afledes, da et af børnene fra børnehaven en dag kiggede undrende på mig og spurgte; er du Tristans mooaar? Ja det er jeg, svarede jeg, hvilket affødte næste undrings spørgsmål; Jamen han er jo brun. Det er du ikke.  Fin observation. Jeg forklarede derfor, at Tristan kommer fra et land i Afrika, som hedder Senegal. Hmmm ok svarede barnet, for efterfølgende at stille det for ham opklarende spørgsmål; Jamen har du også nogensinde været i Afrika? Det kunne jeg jo så svare JA til. Det i sig selv var for barnet svar nok på, hvordan det kan gå til, at  Tristan er brun og jeg hvid- Tristans mor har altså også været i landet, Senegal. Ok sammenhængen blev koblet.  Det er selvfølgelig et barns naive logik, som jo ikke vil holde en meter uden for børnehavens plankeværk, men jeg er fascineret af den uskyldige fordomsfrihed, der hersker i barnesindet.

Så hvornår og hvorfor går den uskyldige fordomfrie tanker til grunde? Hvornår går det galt for os? Går det galt, fordi vi bliver voksne? Bliver mere erfarne på livet?  Går det galt, fordi vi får en del fordomme ind med ´modermælken´, gennem vores skoletid, gennem vore medier og i det hele taget gennem vore kulturelle opvækst? For mig at se burde den erfaring og viden, som kan udvikles i veludviklede vestlige lande, ikke lede til fordomme og racisme – tværtimod! Det vidende menneske burde jo kunne sætte sig udover – i hvert tilfælde i min optik.  Men påklageligvis må konstateres, at sådan forholder det sig ikke. Vi er alle fordomsfulde i et eller andet omfang! Jeg selv kan heller ikke sætte mig udover dette ucharmerende træk, når jeg virkelig tænker efter. De kommer snigende – fordommene!

Men det jeg kan gøre, og som er min forbandede pligt som videndede menneske og medborger i et veludviklet land, det er at forsøge ikke at overføre mine egne fordomme til mine børns sind. Vi SKAL lade dem bevare deres uskyldige naive tilgang i mødet med det ´fremmede, så lang tid, som det overhovedet er muligt! Den fordomsfulde holdning, der hersker i verden, starter og kan slutte hos os selv. Grib eller hiv i egen barn, så at sige, og hold bøtte med fordomsfulde ytringer i vores børns påhør.  For lad os være ærlige; Når et fordomsfrit sind formørkes, så kan vi ikke se os uforskyldt som forældre. Holdninger kommer i høj grad ind med den hånd, der holder skeen og vugger vuggen….

Blot tanker fra et menneske og en mor til 2 børn, som begge med stor sandsynlighed på den ene eller anden måde gennem livet vil blive konfronteret med spørgsmål og angiveligt også fordomme grundet deres hudfarve, slægtskab, familieforhold osv….

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

5 Comments

  • SVAR

    Well Said

    • SVAR
    • SVAR

      Thanks Maria!

  • SVAR

    Fint og velskrevet og tankevækkende! Det kunne ikke siges bedre! Og hvor har du to dejlige børn! Super søde billeder!

    • SVAR

      Tusind tak Merete!