Det eneste jeg kan gøre, er at håbe på mine børns tilgivelse.

img_1796I går brugte jeg den sidste time af min vågne tilstand, inden jeg skvattede i søvn med mobilos i hånden, til at søge på nettet efter følgende; Jeg er en dårlig mor. Hvornår er man en dårlig mor? Hvornår skader man sit barn? Hvis ikke jeg havde overgivet mig til søvnen, så ville listen inden for denne kategori på google søgemaskinen sikkert have været længere. Mine søgekriterier gav mig mange hits, men ikke nogle endegyldige svar. Det eneste jeg kom frem til, var den lille fortrøstning, at andre kvinder på et tidspunkt i deres moderskab, har gjort sig samme tanker omkring det at være en disideret lortemor. Hvad det så end er, er nok forskelligt fra kvinde til kvinde. Fra mor til mor. For mig er en del af det, den den konstante nagende følelse af, at jeg burde kunne gøre alting lidt bedre. En anden del af lortemor -følelsen kommer som følge af de situationer, hvor jeg helt ærligt burde have handlet anderledes, mere rummeligt og pædagogisk. Når jeg eksempelvis, efter at have talt til 100 og taget så mange dybe indåndinger, at jeg næsten er blå i hovedet, til sidst råber noget i retning af; NU er det Kræft stejle mig NOK!!!!! Eller når jeg, for ikke at komme til at gøre oven nævnte,  kommer til at bruge ironi – ja nogen gange direkte ubehagelig sarkasme, når jeg jo ved, at ungerne ikke forstår det endnu, og derfor bliver forvirrede over mimik og ord ikke passer sammen. Ja så er det da nok ikke mother of the year prisen, der bliver smidt i nakken på mig!. Måske kunne jeg gøre mig denne forhåbning, hvis føromtalte situationer var engangstilfælde, men det må jeg jo desværre erkende, at det er det ikke.

Så drenge: Undskyld!

Fordi jeg nogengange kommer til at råbe (lidt for højt)

Fordi jeg godt ved, at jeg ikke skal råbe – at det kan være skadeligt for jer børn (men gør det alligevel)

Fordi jeg kommer til at sukke (højlydt)

Fordi jeg siger NEJ (ofte)

Fordi I en en meget tidlig alder stiftede bekendtskab med ‘noget for noget’ princippet (også kalder bestikkelse)

Fordi jeg nogengange ikke anerkender jeres følelser som en legitim årsag for et i mine øjne hysterisk anfald (hvor imod mit eget hysteri j0 altid er reelt)

Fordi jeg siger; Vi må spørge far (også når far ikke er hjemme)

Fordi jeg nogengange kommer til at svare jer (uden at høre efter)

Fordi jeg siger; MOR skal liiige ( uden at skulle noget – men bare som undskyldning for ikke at komme rendende)

Fordi jeg siger; det gør vi i morgen (velvidende at det gør vi IKKE)

Fordi jeg sidder med min mobil (for tit)

Fordi jeg tager billeder af jer (når I ser ´passende´ud)

Fordi jeg bliver åbenlyst irriteret, når i sparker til duploklodserne (og rammer mine dublo-værker)

Fordi jeg nogengange går ud på badeværelset uden at skulle tisse (bare for at være alene)

Fordi der er for lidt hjemmebagt brød (der er faktisk ALDRIG hjemmebagt brød)

Fordi vi ikke for leget nok med biler (jeg gider ikke rigtigt det med biler)

Fordi JEG til tider forslår, ja direkte opfordrer til, at vi skal se Turtles (i stedet for at lege med biler)

Fordi jeg spiser slik (i smug for jer)

Fordi at liste kan blive ved og ved…..

 

Så hermed erklæret lortemor! Men jeg er positivt indstillet på, at tilstanden nok skal ændre sig. Hver dag. Hver evig eneste dag, når morgenen presser sig på, går jeg dagen i møde med den evige forhåbning og forventning om, at netop denne dag, bliver dagen, hvor det hele går op i en højere enhed. At jeg denne dag istedet for at være LORTEmor kan give mig selv prætikatet super-rummelig-overskuds-spæltbagende-med-biler-legende-kærlig-MOR. Det er mit mål. Om det nogensiden lykkedes, det må tiden vise, Men intentionen den har altid været der! Det eneste jeg så i længden kan håbe på er, at mine børn, når de bliver ældre, tilgiver mig for alle de pædagogiske fadæser, jeg dagligt har og garanteret i årene der kommer vil forsætte med udsætte dem for.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *