As time goes by….

SHIT tiden er en hurtig dame, der bare har taget syvmilestøvlerne på og nu spæner derud af i en ala helvedes fart! Man når lige at lukke øjnene i et flygtigt blink, og BUM så er er der gået et år! Har tiden altid været så opsat på at gå så hurtig?

Jeg mindes, at jeg som barn altid synes, at det var enooormt lang tid til jul. Sommerferien var meeega lang, og når jeg havde været i bad om søndagen og fået vasket hår, så var der heldigvis en heeel uge til, at jeg igen skulle i nævekamp med shampooen.  Måske er tidsopfattelsen derfor noget, som er proportionel afhængig af ens alder. Jo ældre man bliver, jo hurtigere går tiden – eller følelsen deraf. Hvis dette er tilfældet,  så skal jeg da nok lige til at spænde hjelmen, hvis jeg overhovedet skal gøre mig nogen forhåbninger om at følge med den hurtige dame!

Alt i verden går så hurtigt! Det der var i går, kan pludselig synes forældet i dag og glemt i morgen! Så tror da helvede behovet for at billede ´dokumentere´er eksploderet. Det er jo vores anker til det, der er lige nu, og som vi for alt i verden ikke vil have glemt allerede i næste uge. Så fotoet bliver som at plukke et stykke af tiden og kort tilbageholde udviklingen….omend bare for en stund. Ja ja jeg ved godt,  at det kan godt lyde lige lovlig melankolsk – altså det med at ville gribe tiden og alt det gejl, og det er det måske i virkeligheden også lidt, men det er på den gode måde!

Det lige i disse dage gået op for mig, at Roman har været i verden i næsten 7 mdr, hvilket vil sige, at jeg også har brugt over halvdelen af min barsel. Hvor blev den af? Hvad har jeg lavet? Min erindring om egne bedrifter i det forgange halvår er vage, men til gæld bugner mit fotoalbum på mobilen af bevismateriale  for udvikling og bedrifter begået af den resterende familie i den tid, der er gået!

Specielt kan jeg med reference til føromtalte fotobibliotek, drage den konklusion, at jeg maaange maaange gange har haft behov for at gribe et øjeblik af den udvikling, der sker i verden. Måske mere nøjagtig den udvikling, som sker hos og i en baby det første leveår, for den udvikling må da tage prisen for innovation over alt andet! Shit hvor der det vildt! Hvad der kom til verden som et forholdsvist hjælpeløst lille væsen uden egentlige personlighedstræk, er pludselig blevet til et individ med evne til at vise og udtrykke sindstemninger, føleser, behov osv.

Da Roman blev født var han lille. Ikke lille bitte, men mindre end gennemsnittet med sine ca. 2800 g og knap 50 cm. Nu er det jo svært at danne et billede af, hvordan en gennemsnits nyfødt ser ud, men jeg synes knag´me, at han var tynd. Tynd som en lille fugleunge, der kunne knække når som helst, det skulle være. Ikke at jeg havde forventet andet, for gennem de sidste uger af min graviditet blev vi både vækstscannet og flere gange informeret om, at det altså ikke var en sværvægter, der tumlede rundt derinde. Efter at have gennemlevet en fødsel kan jeg der til kun sige – thank GOD!

IMG_1265

 

Jeg kan sagtens se, at Roman fysisk er vokset i forhold til den lille fugleunge, vi havde med hjem fra hospitalet. Eksempelvis puttede vi ham i de første mdr godt og trygt i en lift, som også fungerede som seng.  Netop den lift, der  på daværende tidspunkt synes stor til ham, måtte jeg stille væk for et par mdr. siden, da han ikke kunne ligge i den uden at ramme stort set alle sider med et eller andet legeme. Men herren havde også mere en tredoblet son vægt, så tror da fanden at liften pludselig virkede mere som en spændetrøje en en seng.

IMG_1282

Han er gået fra kun at indtage føde fra MOR-buffeten til nu at skulle spise kød! Ja jeg kan simpelthen nu servere en bøf ala tornados for hele min familie! Ja den skal godt nok igennem blænderen en tur, før den rammer Romans melanin tallerken, men alligevel….KØD! Og med det er spædbarns epoken ovre, og baby tiden begyndt! Det er dejligt, og det er skræmmende i en pærevælling!

cropped-IMG_2567-e1488829862180

Jo jo tiden går,  og den går djævelsk hurtigt! Den sætter sine spor og aftryk. Nogle spor bliver, nogle forsvinder, og nogle er der men forandrer udtryk. Også hos undertegnede har tiden sat sine spor. Dette nok mest i form af, hvad vi kan kalde; fine linjer i fjæset. De har til gængæld været i progressiv vækst godt hjulpet til af, at jeg ikke mindes, hvornår jeg sidst har sovet bare 6 timer i streg. Jeg må sove, når jeg bliver gammel, og med den hast tiden løber, ja så er der jo ikke lang tid til…åbenbart!

Det er så fedt, at være vidne til og del af den udvikling, som sker hos ungerne, men samtidig kan jeg ikke lade være med at blive bare en lille smule melankolsk og nogengange ønske, at fange den hurtige dame, og pænt bede hende om, at tage de før omtalte 7 mile støvler af blot for en stund.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *