Lidt om at blive spulet i munden, i nakken og ja faktisk alle andre steder også. PART 1

IMG_2356

Hvis man skulle have forvildet sig herind, helt sagsetløst gået i gang med at læse dette indlæg og samtidig er en lidt sart sjæl, ja så er det nok nu, man ikke skal læse videre. Der er kun en ting at sige, om det, der venter i den videre læsning af dette og næste indlæg, og det er; klamt… eller som vi sagde i 90érnes Herfølge; vildt klamo! Med dette sagt here we go….

Tristan har aldrig været et af de børn, som brækker sig, når han er syg. Han kan have feber, ondt i maven, ondt i halsen og så meget andet, som han nu Gud være lovet, kan sætte ord på. Det gør dæl´me dagen med et sygt barn nemmere. Jeg ved egenttig ikke, om Tristan har været mindre eller mere syg, end hvad normen er for et vuggestuebarn, men alt det med opkast i stride strømme, det har vi altså været forskånet for. Faktisk mindes jeg kun en enkelt gang, at noget indtaget kom op igen den gale vej. Så på det punkt, anser jeg os som relativt heldigt stillet.

Men som så meget andet her i tilværelsen, så skal man lige nå at tænke tanken, prise sig heldig og vove at sige det højt, før karma svinger sin retfærdighedsnæve og rammer med en fuldtræffers præcitionn lige midt i fjæset på én! Så ja alt den opkast, jeg havde set mig selv forskånet for, har nu på retfærdigvis, hvis man tror på den slags, ramt mig tifoldigt.

I de sidste 14 dage, har jeg således på næste daglig basis ageret skydesive for føde allerede indtaget af Roman. Det lille pus har været underdrejet med asmatisk bronkitis, og hvis man kender til den slags, eller selv har det inde på livet, så ved man også, at netop denne sygdom er forbundet med en masse slim i luftrøret. Slim som enten skal ned eller op. Om det er det ene eller det andet, er vist forskelliget fra barn til barn. Men somma summarum; Roman er altså af den støbning for hvem, at slimet kommer op. Det og så alt det andet, som følger i dets kølvand.

Da sygdommen var på sit højeste begik jeg den fatale fadæse en dag at lægge ham til lur i barnevognen, og da han sov trygt (troede jeg), tog jeg intet anende om, hvad der ventede mig, toget til Vesterbro UDEN pusletaske og vådservietter. Det skulle jo blot være en smuttur. Da vi nåede halmtorvet begyndte han at give sig i vognen, og det blev efterhånden til mere eller mindre hidsige skrig. At berolige ham liggende vurderede jeg efter nogle forsøg, som ikke realistisk. Jeg tog ham derfor selvfølgelig op, kyssede ham og talte beroligende til ham – alt det, jag har læst skulle virke 😉 I det øjeblik hans ansigt var fuldstændigt på linje med mit kom den det så… opkastningen. Og her taler jeg ikke bare lidt gylp. Nej her er det tale om det, der nok kan defineres som en kaskade af opkast, der i en omvendt parabel røg gennem luften for til sidst at ramme mig over alt fra hue til bryst. Jeg lyver ikke, når jeg skriver, at det dryppede fra min hue!

I sådanne tilfælde er det svært bare at gøre sig  forhåbninger om, at bevare den smule coolness man evt skulle ligge inde med. Det eneste jeg kunne tænkte, for at opløfte situationen, var; Godt jeg ikke fik SÅ meget i munden igen.  Så ja der stod jeg uden vådservietter og med en lugt, som kunne få selv en hjemløs hund til at rynke på næsen, og prøvede febrilsk at tørre mine øjne med den stofble, som Roman bruger som sutteklud. I mellemtiden var Romans tilstand nu gået fra skrigende til nærmest lettet og forundret. Her må lige indskydes, at børn i den forbindelse er komisk indrettet. De kan spytte vand på én, brække sig ud over én, slå en i hovedet mm, og efterfølgende får de så et undrende udtryk i fjæset, som om de tænker; hvad skete der?, hvem har gjort det ved dig?  Mens vi stod der – en undrende og en indsmurt, kommer der heldigvis assistance fra en venlig sjæl i form af en ung pige, der gennem et butiksvindue havde bevidnet seancen.  Med et mere eller mindre skæmt udtryk i øjnene nærmede hun sig med en Klinex og ordene; jeg så hvad der skete. Er du ok? Se det er jo nok det, som kan betegnes som et relativt spørgsmål. For ja jo det er jeg da. Det er vi begge. Men en enkelt Klinex er som en snebold i helvede. Jeg kommer derfor til at grine lidt af hele setuppet. Jeg tror, hun var af samme opfattelse mht Klinexens formåen, idet hun kiggede på den, på mig og herefter spurgte, om vi vil låne butikkens badeværelse. YES!

Til trods for den truckervask vi begge, Roman og undertegnede, gennemgik på toilettet, så lugtede vi sgu nok en del på vej hjem i toget. Og så ER det altså sin sag, at prøve at se overskudsagtig ud, når man lugter af sur mælk og har slim hængende ned fra siden af ens hue… Åh the joy of motherhooD

 

ps billedet brugt foroven er helt ude af kontekst, da min forfængelighed bød mig, at jeg ikke ville lægge et billede af mig selv indsmurt i opkast ud på det evige net. Man er vel en dame😉😉

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *