Når ens barn skal under kniven.

IMG_3278

Når man  første gang som forældre har et barn, som skal opereres under fuld narkose, så tror jeg, at man for alvor mærker, hvad det vil sige at ønske sig at være i en andens sted – sit barns! Yes det er en generalisering af rang, men det forstærker effekten af pointen.

I onsdags tilbragte vi 12 stive timer på Riget, da yngste skud på stammen skulle have foretaget et planlagt forholdsvis lille operativt indgreb. Til trods for dette og tiltrods for den relativt korte tid vi tilbragte på hospitalet,i forhold til så mange andre, så nåede jeg at bevæge mig rundt i alle følelsesregisterets afkroge. Ej nok nærmere at pendulere rundt fra den ene yderlighed til den anden, og jeg havde faktisk slet ikke kontrol over, i hvilken retning pendulet svingede. Det var en meget uvant fornemmelse. For ja jeg anser mig selv som værende i forholdsvis kontrol over følelsesmæssige udbrud langt det meste af tiden. Men det den evne bliver åbenbart sat skakmat, når præmissen er ens børn.

Egentlig forløb alt fint næsten som det skulle ( Med undtagelse af en ´mindre´ idiotisk handling ala Fank Hvam fra Theis. Denne kan måske blive nedfældet på skrift en anden god gang, når jeg kan se humoristisk episoden) kl. 10 indfandt vi os på riget og kl. lidt over 12, var Roman under kniven. Kl. ca 13 var han bragt til opvågning. Alt fungerede i skønneste orden og med en professionalisme fra Rigets personale, som var helt utrolig! Vi var i de bedste hænder. Både Roman og de meget nervøse forældre!

Jeg ved ikke, om der er nogen måde, hvor på det kan blive lettere for forældre, at være vidne til, at deres barn bliver lagt i narkose? Måske ikke alle finder det specielt skræmmende? Men for mig var det angst provokerende i en grad, så jeg på det nærmeste havde udøvet bevidst fortrængning i dagende op til. Jeg yndede faktisk ikke rigtig at tale om det. Måske skyldes dette uvidenhed eller måske at dette var vores jomfrutur ifht børn og hospitaler. Måske bliver man hærdet med tiden… måske ikke!

Nå men hvor om alting er, så gjorde det ikke min følelsesmæssige ustabilitet og frygt omkring narkose mindre, da anæstesilægen skulle sende Roman i drømmeland.  Desvære skete der nemlig det, at de ikke kunne få det til at fungere via et drop. Roman havde simpelthen for buttede hænder til, at disse kunne gennemlyses med henblik på at finde en passende vene. Så efter at have stukket lidt i den lille fyr, blev beslutningen, at han skulle i narkose via maske. På daværende tidspunkt lod Roman ikke sin utilfredshed gå stille af sig. Han skreg og vred sig, så både jeg og sygeplejersken havde svært ved at holde ham, alt i mens han kiggede op på mig med et blik, som bare sagde; så hjælp mig dog mor!  Hans frygt for. hvad der var i gang med at ske, blev måske også hjulpet godt på vej af, at moreren sad hulkende og græd snot. Jeg var bange! Ej jeg var hunderæd, hvilket ikke blev afdæmpet, da jeg sidder med Romans lille helt slappe krop i mine arme! Det føltes helt helt forkert. Og da sygeplejersken i bedste mening spurgte, om vi ville kysse ham go´nat, ja så knækkede filmen da helt for undertegnede.  Til mit forsvar vil jeg dog lige sige, at jeg stadig finder den bemærkning en anelse morbid og ude af kontekst – alt taget i betragtning. Det var et overgreb, men et nødvendigt et af slagsen, trøstede og trøster jeg mig stadig med efterfølgende, mens jeg i mit stille sind beder til, at han ikke vil kunne huske det svigt, han måtte have følt, mens overgrebet stod på.

Som sagt så tog selve det operative indgreb ikke lang tid. En lille time, som vi tilbragte på en nærliggende cafe efter ´ordre´fra lægen om, at det absolut var det bedste at gøre. Og ja de ville ringe til, os så snart han var færdig og skulle til opvågning. Og nej han kunne ikke risikere at vågne før, vi var der. Og ja det var han sikker på. Og ja vi kunne stole på, at de ringede….Og det gjorde de. Ganske som lovet!

Efterfølgende tilbragte vi så maaange timer på opvågning i betragtning af, at vi ellers har et barn, som ikke synderligt ynder at sove middagslure på over 1 time. Men i onsdags ja så tog han da dæl´me revanche på den kant. Og da han så endeligt vågnede efter nogle timer, var det blot for at få lidt mad og så sove igen i yderlig et par timer. Nå men pyt der var gratis kaffe og digestive kiks, så jeg var fint dækket på den front.

Efterfølgende har det lille pus været på smertestillende medicin, hvilket så har været overbreb nr. 3000 i vores forælderskab, når denne skulle gives. Stikpiller! Stor pille. Lille numse. Yes you get the picture. Men igen må man som den forælder, som skal foretage dette greb, i sit hoved gentage mantraet; det er en nødvendighed og for hans eget bedste. Og det er det! Og alle har det godt og er glade.

Han er for sej – min lille mand! Helt upåvirket kravler han nu rundt på gulvet. Intetanende om, at han har været åbnet i maven og uanfægtet af, at han har en pillestav i rumpetten. Hvem der bare havde det gå-på-mod under de forudsætninger….

IMG_3285

Ps. Trygfondens initativ med ‘tryghedsbamsen’ THEO, som gives til børn under operation, samt diplomet for tapperhed fra Rigets personale, er på en eller anden måde rørende og dybt empatisk, synes jeg! Sådan!

 

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *