En mors camping bekendelser. Del 1 – Kan vi sove her?

IMG_1712

Vi har været udøvende og glade campister i en årrække nu. Nogen vil måske mene, at vi er af den fesne slags, der dyrker campinglivet fra en camper istedet for telt, men campist er man nu alligevel, om det er i vogn eller under dug. Vi har udforsket alt fra luksus pladser til MEGET  lokale næsten skjulte pladser, hvor eksempelvis én af fastlægger campisternes telt gjorde det ud for restaurant. Det har været op- og nedture hver gang, men alt i alt, er jeg altid taget hjem fra vores campingferier med en følelse af, at det har været fantastisk. Dette både da vi camperede som tosomhed, og da vi sidste år var en familie på 3 afsted i det svenske. (lidt herop her, hvis man er nysgerrig) Men denne sommer, skulle det være første gang, at vi skulle afsted som en familie på fire.- 2 voksne og to børn. 2 Børn under 4 år vel om mærke, som begge ikke er renlige, ikke sover igennem om natten, og hvoraf kun 50 pct af flokken kan gå uden voksenhjælp. Alle disse herligheder skulle stoppes ind i en camper på små 10 M2 , der skulle fungere som vores hjem i lidt over en uges tid. Så måtte det briste eller bære. Camperlivets lakmusprøve så at sige!

Nu var det egentlig planen, at vi skulle være kørt til Sverige lørdagen i uge 26. Vi har camperet meget i det svenske, og jeg er pjattet med det.  For mig er der næsten intet i verden, som kan måle sig med en varm sommerdag i den svenske skærgård.  Og dette kommer fra en person, som på INGEN måde er vild med ´natur-oplevelser´. Men lige præcis med hensyn til skærgården i vores broderland mod nord, der gør jeg dæl´me en undtagelse i mine betragtinger omkring by vs natur. Det er og bliver fantastisk, når solen danser på himlen over det blikstille vand, som kun brydes af klippestykkerne, der rager op over overfladen. Men ligeså smukt og indbydende som Sverige kan være, lige så nederen (ja så er det sagt) kan det land, min optik, være i regnvejr! Af selv samme grund begyndte jeg derfor at være en anelse ængstelig for udfaldet af vores ferie, som uge 26 skred frem, og regnen tog til.Vejrudsigterne lovede ikke godt, og det gjorde udsigterne til en uge INDENDØRS i en camper absolut hellere ikke! På nogle punkter kender jeg mig selv og mine drenge rimelig godt, og et af de punkter er, at  jeg, som dem, efter bare to dage – hvis ikke mindre- indespæret på 10 M2 ville ende med at splitte det hele af i et anfald af raseri og frustration. Gode råd var derfor dyre, da vi kun havde camperen i 1 uge, og derfor ikke kunne tage konsekvensen af det hærgende nordiske efterårsvejr og køre langt sydpå til varmere og mere solrige himmelstrøg.

Men udsigterne til regn var dog alligevel ikke uden konsekvenser for vores rejseplaner. Fredag hentede Theis camperen, mens jeg studerede Europakortet kombineret med vejrudsigterne og google maps. Fredag aften tog vi beslutningen, spiste ungerne af og satte kl. ca 19.30 kurs mod syd Holland. Planen var, at ungerne skulle sove, og at vi skulle køre til ca midnat og herefter holde ind på et autobahn – hotel til en overnatning. Theis havde fa starten været liiiid luren ved den plan, men jeg havde i al min naivitet bebudet, at disse auto-bahn hoteller, de jo nærmest lå som perler på en snor ned gennem tyskland. En påstand, som på ingen måde udsprang af nogen som helst form for research eller understøttet af nogen form for kilder.  Jeg synes bare, at vide det et eller andet sted fra. Det kom så til at bide os et vist sted, for da klokken nærmede sig midnat, ja så befandt vi os da godt nok på den tyske autobahn, og ungerne sov da også som planlagt, men de famøse autobahn- hoteller var der så langt i mellem, at de faktisk var ikke eksisterende. Som kvinde prøvede jeg selvfølgelig at tørre skylden for denne fejltagelse af på min mand. Noget med at han godt kunne have bidraget og havde undesøgt bla bla bla…Men det blev situationen ikke just bedre af. Vi søgte desparat at ringe til de hoteller google maps foreslog som nærliggende, men de var alle sammen lukkede for natten. Vi kørte sågar hen til et af dem i håbet om at finde en eller anden søvndrukken natportier, som ville fobarme sig over os. Men på dette hotel blev vi bare mødt at en seddel med et nummer, man kunne ringe på. Jeg ringede. De tog den ikke! Verdammt!

Klokken sneg sig hen mod 02, og der var krise på de forreste sæder i camperen. Skulle vi køre i gennem? Skulle vi fortsat lede efter en overnatningsmulighed? Theis var ikke opsat på at skulle køre mere, da han vurderede det som uforsvarligt. Argument øjeblikkeligt godtaget! Jeg var heller ikke opsat på at skulle overtage rettet, da jeg aldrig har kørt automobilet, og jeg var ikke specielt opsat på at skulle miste min camperfører mødom et sted på tyske autobahn på den forkerte side af midnat! Altså sovested måtte findes. Det endte slet og ret med, at vi kørte ind på en af de rastepladser, som typisk huser en tank, en Mc D, en form for cafe og en kiosk. Her tilbragte vi så den resterende del af natten på en parkeringsplads ved siden af ca. 10 andre autcampere,  hvis ´beboere´muligvis har fundet sig i en situation lig vores, samt med udsigt til en del sovende lastbils -chaufførerer.

Næste morgen, da 50 pct af camperens passagere kl. 06 mente, at nu var det tid til at stå op, så Theis og undertegnede hinanden dybt i øjnene og svor, at vi på hjemturen skulle have fuldstændig styr på overnatning, så vi ikke skulle ende i samme situation! For selvom pladsen i og for sig var fin nok, og virkede til at fungere som et brugt hvilested, så det var ikke vores fineste øjeblik som campister, og ej heller som ansvarlige forælde! At vi så alligevel på hjemturen ikke som planlagt overnattede på et hotel, det er en anden historie….

Efter indtagelse af et morgenmåltid bestående at en noget mistænkelig bær-the, sandwich og lidt frugt,  forsatte vi vores camper eksklusion mod det Hollandske. GPSén lovede en tur på små 3 timer, hvilket virkede overkommeligt for alle. Men hun var fuld af løgn – vores GPS! På allerbedste kvindemaner underdrev hun sine egne tal, og fik os derfor intet anende manipuleret ud i en videre kørsel, hvor hun hele tiden bare lagde tid til og til og til….Og pludselig var turen med 2 til dagligt meget energiske unger, der nu befandt sig fastspændt i hver deres stol, ikke så overkommelig som forventet….

Forsættes snarest

IMG_3444

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *