Here we go again

nytår

Jeg synes faktisk, at det her indlæg er lidt svært at skrive… jeg føler mig næsten rusten, for ja, jeg har været fraværende ved tasteturet i en rum tid, så er det sagt på den pæne måde.  I hvert tilfælde når det gælder om at få skrevet de små anekdoter, som udgør læsestoffet herinde, og som jeg en dag ynder, at kunne læse for mine børn. Tillgengæld har jeg på forunderligvis fået griflet en opgave sammen, som nu har givet mig en PD på CVÉT. Så tasteturret har ikke savnet mine fingres dansen, men herinde har jeg glimret med mit fravær. Hukommelsen vil over tid være mere hullet end sammenhængende og således nu også denne blog.

Hvorfor så skrive nu? Måske fordi der er tid? Nej tiden som undskyldning er lidt tynd. Tiden er allestedsværende det handler bare om protieringer. Så er det nok snare fordi, at behovet til stadighed findes for at;

1. I fremtiden at kunne bruge denne blogs indlæg som hukommelses-støttehjul, hvis behovet melder sig.

2. kunne tømme hovedet gennem det nedskrevne ord

I retrospektiv kan jeg dog se, at det der der med at følge op på uafsluttede indlæg og tanker, har jeg en særdeles veludviklet evne til IKKE at gøre! Så ja der er hængepartier  og to be continued i mange indlæg…. nøjagtig som i livet 😉

Nå men hvor om alting er, så er vi alle blevet et 1/2 år ældre. end sidste indlæg. Jeg bilder mig ind, at dette bedst ses på ungerne.  Deres udvikling kan til stadighed kan forundre mig en himmelhøjt. Jeg har for eksempel nu to børn, som begge er gående og stort set begge alt ædende! De kan begge udtrykke behov verbalt, om end Tristans ytringer er en anelse mere veludviklende, uddybende og forklarende end Romans udtryk, som må tolkes med en vis gætteri. Jeg har optur over deres udvikling…. og samtidig kan jeg godt gå hen og blive lidt nostalgisk omkring hele den her tid, som bare går og går. Skørt som livets gang altid virker dualistisk på mig. Lykke og melankoli i en fin kombination. Måske et billede på en sammensat sjæl:-)

bio

På det 1/2 år, som er gået, synes jeg, at der sket så meget, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde. Roman er startet i vuggestue. Jeg er tilbage på arbejde. Theis er startet nyt arbejde. Tristan cykler nu på pedal-cykel. Jeg bilder mig ind, at hverdagen med to arbejdende forældre og 2 børn i institution har fundet sit leje og at vi blive bedre og bedre til at mingelere familie kalenderens Tetris-spil, selv om det også til tider har resulteret i sammenbidte læber og knyttede hænder, når egne behov måtte ofres på kompromisernes alter.  Hverdagen kræver planlægning på et højt niveau, og alligevel får jeg ikke sjældent den tanke, at hverdagen samtidig er uforanderlig. Igen – et paradoks.

Og således blev et nyt kalenderår også blev skudt i gang. 17 blev til 18 uden synderlig store forandringer fa december til januar. Som vaneligt lovede jeg mig selv at spise mindre sukker, spise sundere og drikke mindre alkohol. 1. januar kværnede jeg så resterne af julegodterne, efter Theis og jeg havde bestilt og spist junk fra det lokale pizzaria, og i fredags røg den der med mindre alkohol sig en tur. Nå men omend praksis fejlede, så lever visionen stadig. Nøjagtig som i 17 🙂

Om en uge har Tristan fødselsdag, og han glæder sig. Det er fedt at være vidne til, at han er bevidst om, at denne dag er særlig. At det for ham er en forandringens dag og, at han herefter kan række 4 fingre i vejret. Jeg har taget en fridag og går og pønser på, hvordan vi skal bedrive tiden bedst muligt på denne særlige dag.

Dette indlæg er på ingen måde fyldestgørende, men det er en start. Eller måske nærmere en opsamling. Jeg tænker, at  NU vil jeg oppe mig og følge ting til dørs…. nøjagtigt som jeg også tænkte i 2017 😉

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *